fredag den 9. december 2011

Cartoon Networks generationen

Finanskrisen bider sig stædigt fast. Naturkatastroferne bølger ind over verden, som var Satan selv dukkefører over naturens kræfter. Lars Løkke har fortsat taletid på TV. Alt er galt. Vi river os selv i håret og råber: "Hvad sker der!!?"

Jeg skal sige jer hvad der sker: Dora The Explorer.

Verden er jo ikke blevet skør ud af den blå luft. Vi er Cartoon Networks generationen (så glem alt om det der Y og X og forkælede-teenager-generationen - de findes ikke). Folk er flasket op med rendyrket sindssyge. Det er ikke så sært at vi tager galskaben med ud i erhvervslivet og forpester jorden i blodrus. Dora. Måske jeg skulle forklare, eller er det nødvendigt når I har set billedet?


Dora The Explorer er blind. Hun kan ikke finde vej til noget som helst. Hun kan ikke tage sin egen rygsæk af. Hendes bedste ven er en abe (en ABE?). Hun kigger ud af fjernsynet og siger til børnene de skal råbe sammen med hende. Ingen der kan se parallellerne til Hitler her?

 Hun smiler ALTID, også når hun slår sig. Hun laver ikke dagens gode gerning, men fiser rundt på må og få i en skov med en abe og tre "insekter" der laver fanfarer på små "instrumenter", når hun gør noget rigtigt. Her ser vi indoktrineringen af den kristne fanatisme. De tre vise mænd, der lyser med deres lede stjerner. Det er jo det de insekter handler om. Tror de jeg er dum?

Dora The Explorer skulle forbydes. I stedet skulle man sende noget spændende live-TV i de tidlige morgentimer med fornuftige ting, såsom hvordan man snitter ting i træ, eller yder førstehjælp, eller fodrer dyr og den slags. Ikke fordi jeg tror at børnene gider at se det, men så slap jeg da for at være den eneste der står og råber sammen med Dora, når hun siger vi skal. Det gider de nemlig heller ikke, ungerne.

- - -

Nå. Derudover skal i også have lidt praktisk fakta. Det kan jo efterhånden meget vel blive en realitet at vi må gemme os i jordhuler mens jorden imploderer (hvilket ville hindre ovenstående i at være et fornuftigt skjulested, men lad os nu se bort fra dét et øjeblik), og så er det vigtigt at få noget sundt at spise. Hvor tit har du ikke tænkt: Hvad fanden skal jeg bruge alt det sagomel jeg har stående til? Sagogrød! Overlevelse, indtil Dora bliver taget af sendefladen. Fra mig til dig:

"Sagogrød: 3 potter mælk sættes på ilden og når den koger, kommes 1/2 pund sago af mellemsorten deri under stadig omrøring, for at den ikke skal klumpe sig. Den er kogt i én time og må straks anrettes, da den ellers bliver for stiv. Salt kommes i til sidst".

Og som min fine ven Peter Povlsen ville have sagt: "Voila!"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar