Undskyld dame? Har du noget mod apotekerfnat?

Det er rigtigt gættet at jeg har været på apoteket. Det er også rigtigt gættet at jeg slet ikke har tålmodighed til den slags pjat.

Spørgsmål som kassedamen ville stille hvis hun led af apotekerfnat:

- Skal du selv spise den der agurk eller køber du den til en anden?

- Husk at ryste den der inden du åbner den

- Har du prøvet at bruge det der før?

- Hvornår har du sidst fået testet din tyggeteknik?

- ... Husker du lige at børste du lige tænder bagefter?

- De der skal fryses ved -18 grader

- Hvor mange spiser du om dagen?

- Hvis du ikke kan tåle laktose skal du vælge en anden 

Spørgsmål jeg ville stille hvis jeg led af apotekerfnat:

- Har du sprittet dine hænder af inden du rør ved min medicin?

- Tager det virkelig 4 års uddannelse at lære at læse instruktioner på medicinpakker op, eller er det mere sådan...to år med det, og to år med at lære at printe små klistermærker ud med folks navne på?

- Har du prøvet det der napalm? Det skulle være helt fremragende mod dårlig ånde

- Gider du klappe i og give mig nogle stoffer?

Ønskespørgsmål som apotekeren aldrig får:

- Jeg vil gerne stoppe med at ryge. Kan du hjælpe?

- Gider du læse indlægssedlen op for mig igen?

- Jeg ved ikke hvordan jeg tager hovedpinepiller. Kan du instruere mig?

- Du ser fræk ud i den kittel. Må jeg få dit nummer?

Hvorfor? HVORFOOOOOOOR?????? Jeg ville enten læse indlægssedlen, google det eller ringe til min læge hvis jeg følte det fuldkommen uhåndterligt at købe noget medicin som jeg har brugt i 15 år. Hvad er det jeg skal sige for at undgå den fuldstændig umulige sovs af ord apotekeren så gerne vil stoppe ned i min hals?

"Goddag jeg skal have alt på den her recept og jeg har prøvet det før, og det er fint med en billigere udgave og jeg er klar over at jeg skal bruge lortet hvis jeg får astma og jeg har fået målt min inhallationsteknik i sidste måned og fået taget en lungefunktionstest sidste år mange tak og ja jeg ved godt at der er to gange tilbage på min recept glædelig jul"

Er det sådan en sætning vi er ude i? Eller skal jeg simpelthen bare gå derind i mankini med en boomblaster med døjsmetal og være naiv nok til at tro at det så vil få dem til at ekspedere mig i en satans fart??

Gode råd modtages. Ellers får jeg brug for mere medicin og det vil som bekendt lede mig direkte ned i "Gud har du også et liv og vil du gerne videre ud af døren det havde vi slet ikke lagt mærke til-kiosken". Bedre kendt som det satans apotek.

ØV!

Du er grim – no offence

Jeg ved godt at det kan virke lidt atypisk at kvinder går op i metal, men nu er det sådan jeg har det. Det er jo ikke med vilje, det er bare min foretrukne genre. Jeg ved også godt at jeg sikkert bare ligner en der er med min kæreste til koncert eller sælger merch for musikerne. Hvad skulle jeg dog ellers lave til en metalkoncert?? Nej, der er noget galt. Synes i hvert fald to af disse zøde mænd jeg vil skrive om i dag. Jeg var for nylig til en ret heftig koncert, og på et tidspunkt opfordres der fra scenekanten til slåskamp med gadedrengehop, bedre kendt som circlepit, og en omsorgsfuld koncertgænger læner sig over mod mig og fortæller sigende at jeg ”nok skal passe på, for nu kan det godt blive lidt vildt”. Wow, godt at du sagde det. Det er nemlig min første metalkoncert overhovedet. Jeg kunne være død nu! Tak for omtanken.

Til gårsdagens koncert havde jeg en spændende samtale med en fyr i rygerummet. Han spurgte hvad jeg  var kommet for at høre, og jeg fortalte hvad jeg skulle høre og at jeg var anmelder denne aften og så videre. Ja han var ikke så vild med anmeldelser, og det kunne vi blive enige om var fint. Jeg har den indgangsvinkel at folk er forskellige og kan lide forskellige ting. Anmeldelser kan være gode til at få pirret sin nysgerrighed omkring bands man ikke kender, og så kan man jo tage det man kan bruge og smide resten væk. 

Nånå, men han var sådan lidt ny i miljøet og vi snakkede forskellige bands – vi var begge begejstrede for Trivium og skal begge ind og se dem om en måneds tid. Han var til gengæld ikke så vild med den gamle skole, som jo er mit hjertebarn, så der var i det hele taget ikke så meget vi var enige om udover Trivium. Så spurgte han om jeg ikke syntes det var "så’n lidt sejt at høre metal fordi så er man den eneste der hører sådan noget lidt særligt musik blandt vennerne”. Jeg ved ikke.... jeg tror måske jeg kom over den fase da jeg var 14, og jeg kender næsten kun folk der hører sådan noget, så der kunne vi ikke lige mødes (og det gjorde ham ikke særlig interessant, at han selv synes det var ret specielt at høre metal. Til en metalkoncert??). Det måtte også have noget med intelligens at gøre, mente han. Det er jeg enig med ham i. Det kræver sit øre at lære at høre metal, men det var ligesom fremlagt på en måde, så han selv var den der lige var ret så intelligent. Okay. Charming.

Dernæst fortalte han om sit yndlingsband, og jeg sagde at bandet ikke siger mig noget. Fordi det ikke siger mig noget. Det behøver ikke at være fordi det er et dårligt band, men nu har jeg så altså sådan med det. Uuuuuuha nej, så kom min viden om metal til kort, og jeg skulle prøve med den plade og den plade og den plade. Æh, hvad var det du ikke forstod makker? Således blev jeg belært om min manglende musikviden lige der midt i Vega, men jeg har selvfølgelig også kun beskæftiget mig med det i en små 15 år, så hvad ved jeg.

I øvrigt så synes han det var synd at der ikke kom nogle lækre piger til sådan nogle arrangementer - ”no offence, høhø”. Ved du hvad dude? Jeg tror ikke det er pigerne der mangler, måske gider de bare ikke snakke lige præcis med dig. Mærkeligt ikke?

Sundhedssko, dumbphones og Beelzebub

Ej hallo!! (Den her blog går tydeligvis ud til alle dem der hedder Hallo....)

Hvor meget kan det være muligt at gå op i håndholdte computere? Jeg får fucking spat.

Det er som om at jo mere besværligt det er at udtale navnet, des bedre er den. Minder mig lidt om blackmetal musikere der kalder sig selv alt muligt ondt (og så skal i se dem drikke the ude backstage uden corpsepaint. Så er Beelzebub fra Ribe lige pludselig ikke så hård i filten, men det er vel ikke svært at forestille sig....)

Samsung Galaxy Ys5360. Kan den flyve til mars eller hvad? Nej. Så drop det pis og kald det hvad det er: Fordummende isolationsapparat. Det svarer jo til at kalde en kaffemaskine for MoccaMaster eller sådan noget - som om den hersker over alting i verden. Hov vent. Det gør den jo. Hahaha, så ser man lige mig uden kaffe.

Ih, nej smartphones er. Smarte. Nej de er ej. De tager dit fokus, din tid, din koncentration. Hvad er det du skal tjekke mens vi sidder og snakker? Mens du kører i bil? Mens du cykler? Mens du er på arbejde? Folk tror at hele verdener braser sammen hvis de ikke kan gå online konstant. Hvad fanden sker der for det? Ord som nærvær, hukommelse og telefonopkald bliver snart slettet fra ordbøgerne. Jeg læste et eller andet professorat omkring hvorfor folk panikker sådan når de ikke har deres smartphones lige ved nosserne. Eller jeg mener, i lommen. Og det har noget at gøre med at den bliver brugt som en ekstra hukommelse. Man tager simpelthen de ting man ikke har plads til i hovedet, og putter dem på smartphonen, og når den så ikke er i nærheden mangler man noget af sig selv. Det er jo meget logisk, men jeg vil vove at påstå at det ikke er fordi hjernen ikke har plads. Det er simpelthen bare fordi vi ikke gider og så er det ikke en smart telefon, men en dum telefon. Fair n sqaure. Lad os blive dummere sammen. Man kan sågar oploade det på twitter eller Holy Facebook mens det sker, sekund for sekund. "Se mig med hovedet nede i Annes patter...haha, det er verdens dummeste fredag!" hvilket selvfølgelig er helt vildt sjovt at dele med alle. Indtil Annes kæreste logger på og finder ud af at han egentlig helst ville have haft Annes patter i fred.

Sluk nu for det lort. Der er faktisk en slukknap der virker helt fint i andre situationer end når man skal opdatere sit lortesystem til et nyt lortesystem.

Så er der part to, men det har nu mere at gøre med mobiltelefoner generelt. Der er nemlig en tese omkring at hvis man ikke tager sin telefon, så dør der betydelige mængder børn et sted i verden. Jeg vil godt afsløre at de dør alligevel og at man faktisk godt må lade være med at tage den. Så kan man kaste sig ud i vilderen ting som at "ringe tilbage senere", men jeg medgiver at det kan føles klaustrofobisk for nogen, tenderende til egentlig panikangstfremkaldelse.

Så er der dem der ringer op 4 gange i træk, for man hørte nok ikke telefonen første gang og på en mobiltelefon er det jo fuldstændig umuligt at se ubesvarede opkald, så kanske at dem man ringer til aldrig ved man har ringet, og dermed har mulighed for at ringe tilbage senere når det passer DEM??. Nej, vi prøver lige igen. Og igen! Æh. Prøv samme praksis med dit hovede mod en mur, og ring lige lidt hårdere 4 gang.

Nå hvad skal vi ellers lave? Jeg er godt muggen i filten i dag. Der må da flere flere usømmelige ting der finder sted og har brug for korrektion. Nå nej. Jeg havde faktisk en masse memoer (JAAA - PÅ MOBILEN!! Så klap dog i!!). Dem skriver vi ned og så må jeg se hvad der kommer ud af det:

14/9: Sundhedssko. Skriv noget om dét
18/8: Paraguyao
23/7: "Det er ikke let når man skal være stor, sej og fantastisk!!" Pige ca. 8 år
3/7: "Det forstår jeg ikke, hvorfor de gør det!? Jeg blev skiiiidddde-suar!" (overhørt i bussen)
12/6: Slikbutik i Roskilde: "Slikkeren"
3/6: Du har et pænt kranie
3/6: Du lugter af klor

Slikkeren. Aha. Velvalgt navn til en slikbutik, men azzå. Bedre end 'Mercuri Urval' til et rekrutteringsfirma dog. Helt ærligt, hvem fanden søger efter medarbejdere et sted der hedder sådan? Det kunne være navnet på et blækspruttemonster i Star Wars. Man skal bare sige det én gang med dyb stemme og amerikansk accent for at forstå hvad jeg mener....

Sundhedssko må eddermame tale for sig selv, så grimme som de er. Tanken var faktisk en større artikelserie, men jeg magter det ikk. Det kan ikke være sundt for nogen at vise sig med de her sko, det er min professionelle konklusion, og jeg er ekspert/konsulent, ligesom alle de andre selvudnævnte ekspert/konsulent/skuespiller/musiker-mennesker der findes derude i verden. Og Simon Emil Ammitzbøl. Jeg er ekspert ligesom ham. I hele verden. Og det er fordi jeg ved bedst. Altså det hele - jeg ved alting bedst. Dog er jeg ikke lige så grim som ham, og det vil jeg anerkende som et validt argument for, hvorfor min mening tæller mere end hans.

- - - 

Til slut vil jeg lige komme med en punchline til alle de tykke piger der, som jeg selv ind i mellem, ville ønske at de tog sig lidt sammen og var tilstede i det der Edens Have som speltfolket har døbt Fitness World. Bare husk tøser, at piger der træner ikke bliver smukkere af det, hvis de er født grimme. Der er så mange grimme veltrænede mennesker at man får lyst til at kramme sit traktordæk ekstra hårdt, men det er selvfølgelig svært med fingrene nede i chipsskålen og jeg taler af erfaring. Si'r det bare.

...

Bøger med støv i

jeg har læst dem alle

cirka to gange hver

Husker ikke hvad der står i dem. Start eller slutning.

Alle de ansigter. Navne der er væk. Støvet er væk.

Den beskyttende hinde af hukommelse taget bort. Med støvet, sjælen.

Med sjælen, mennesket. Mennesket der lytter med selvet, sjælen er døv af kaos.

Selvet der intet erindrer i ren forvirring. Indtryk og dufte bliver en palette af brun farve, hvori alt glemmes. Selvet overlever ved ikke at indeholde, kun at sanse. Det er nu.

Der er gamle plader der kun findes på rygraden. Coveret er væk. En jeg stolede på har solgt dem – kærlighed for småpenge. Ligesom at tisse i bukserne. Men jeg kan dem alle sammen. Dem der var vigtige. Saltvand til sjælen. En anden har dem nu. Håber de lyder forfærdeligt, for jeg boede i dem og de skal ikke være dér, væk. Først lyttede jeg  med tvang, dernæst af nysgerrighed, senere endnu med vished, og nu med det evige savn til ham der tvang.

Så siger man det til én, senere naivt til flere. Begejstret. Og finder ud af at alle andre lever i en verden af vand, og de higer efter luften, men hver gang man åbner øjnene svier det og deres blikke bliver tyk tåge i saltvandet og livet. Eller er det mit? Blind. Alt andet åbent som universets encyklopædi, men det er i sig selv en lukket bog. Kun partiklerne ser og ved. Så ved vi det, og menneskerne prøver at zappe sig frem til det hele for at vide det hele, men det mislykkes.

Når man zapper, ser man ingenting, lærer ingenting, mærker ingenting.

Dog er man sulten hele tiden, og mennesket ved siden af én synes nærliggende at opsluge. For man er altid lidt bedre og lidt vigtigere, og man spiser mennesket og mætheden er hul som en glædelig nyhed, der under gavepapiret viser sig at være en absurd deformitet – en dårlig joke som en hyldest til alt der ikke giver mening. Svaret er sjældent der.

Sådan er det når man glemmer at se og være, men som med så meget andet er den ikke feset ind endnu. Der er evolutioner at se tilbage på, inden vi er færdige med at slå hinanden oven i hovedet. Fint.

Så var der lige alt det jeg skulle. Være mor, søster, kone, kollega. Le, sørge, lege, lytte. Skrive, løbe, læse, tale. Men jeg får vand i øjnene hele tiden. Eller støv. Måske er det bare støv. 

Helt agurk

Puha - lang sommerferie tilsyneladende. Sidste blog er fra d. 24. maj og se hvad der er sket i mellemtiden?! Når man ikke er på pletten til at korrekse folk, går de fuldstændig agurk. Jeg vidste det. Det er fordi jeg er så god til at prædike for pøblen. Det hjalp heller ikke på det at jeg efter et forældremøde på arbejde idag blev spurgt om jeg var "hende der lederen" og jeg havde lyst til at skrige "JAAA for saaatan og få så opdraget den unge!!".  Sommetider skal der meget få ting til at få min egocentriske side frem i lyset. Det er fordi jeg lider af HSP. Eller er hypersensitiv, som vi siger i den klub hvor jeg går til møder med mig selv og drøfter verdenssituationen på alvorlig vis. Sjovt nok får jeg altid ret. Det er en god klub. Og jeg er ikke diagnosticeret; bare sær. Se - semikolon <3

Nej nu må der et opråb til. Det var jo det vi kom fra. Det drejer sig om folks modvilje til at tage lidt ansvar. Det kan være farligt for hvem skal så betale ens førtidspension når man har kærestesorger? Man skal ikke bide den hånd der fodrer én forstås, og det er også godt nok, men der kommer ikke mere Whiskas fra den her krampe, så er DEN på plads.

Nu skal regeringen tage ansvaret for sagen i Odense hvor AK81 eller hvem filan det nu var, invaderede Odense Universitets Hospital og gik agurk. Ligesom Jens Stoltenberg må forlade statsministerposten fordi en tosse gik agurk på Utøya og skød alt og alle. For så er Stoltenberg da nok fuldstændig uduelig når han ikke kan forudsige alle verdens katastrofer og sorger. Ingenting kan han udrette - det er klart!! En skoleleder der gennem 28 år har administreret en - wait for it - skole, må gå af, da en lærer har sendt usmagelige sms'er til en elev. Han er da helt agurk, den leder.

Hvad fanden sker der for ansvarfordelingen? Hvor tit har man ikke hørt om "Systemet", "Kommunen" og "Socialforvaltningen" der ikke vil råde bod på en idioti og manglende virkelyst? Det er alle de andres skyld. Hele tiden. Tag dog fat om nosserne i stedet: Eksempelvis den afsindige behandlingstid i Udlændinge"service" eller "Fornedrelseskommissionen" som jeg kalder den. Men skidt med det - det går jo kun ud over indvandrene og dem kan vi ikke lide. Ligesom rygerne og de fede.

Der er en vigtig pointe i ovenstående og det er spørgsmålet: Hvad kan jeg selv gøre? Hvis svaret er "ingenting" så lad lortet ligge. Men måske kan man være lidt venligere. Måske kan man lige hjælpe den forhadte barnevogn op i bussen. Måske kunne man godt undvære de 2 kroner til en kop kaffe og måske kunne man på sigt få fingeren ud af egen bagdel og acceptere at vi er forskellige og foretager forskelligere dispositioner for os selv. Og - at det er den eneste rigtige måde at leve på. For det nytter ikke at leve gennem andre. Anerkendelsen kommer sjældent og når det er dig der ligger ned, er det ikke skyen af venlige hænder der blænder for sollyset. Det er din viljestyrke der prøver at ruske dig vågen.

Hvad nu hvis Stoltenberg ikke var PERSONLIGT ansvarlig? Hvad nu hvis man erkendte at Breivik bare var en sindssyg idealist der fandt den rigtige dag til at manifestere sit forvrængede verdensbillede? At nogle ting bare går galt ind i mellem? At det trods oddsene 1:1000.000.000 kan lade sig gøre for at barn at hænge sig i sin egen elefanthue der sidder fast i et legehus?

For det kan det. Og det sker hele tiden. Og det gør det fordi vi er en slags mennesker med sære hjerner. Hjerner der elsker og udvikler og er nærværende, og andre gange bliver syge, dysfunktionelle og fraværende.

Og så alt den snak om politik. Helt ærligt. Hverken 5 eller 10 år er nok til at fremmane synlige ændringer i det store hele. I småtingsafdelingen, jo, og så er det det. Nej, rød blok har ikke klaret skærene og det er fordi der endnu ikke er resultater af deres arbejde, ligesom blå bloks forrige indgreb nok var ækle, men ikke rodfæster sig mere i fundamentet end at det kan laves om igen. Forhåbentlig. Pia Kærsgaard har trukket sig. Det glæder mig oprigtigt. Og så er der ikke mere at sige om det.

Nu må vi have et grimt billede, mens jeg glæder mig over budskabet i den netop overståede Copenhagen Pride. For sådan er det. Vi er mennesker på godt og ondt, forskellige som søgende efter at være som alle de andre. Det er bare sådan at man ikke blomstrer ved at kopiere. Så bliver du bare en dårligere udgave end den du gerne vil være. Sig det dog højt. Gør det selv. Tag ansvaret! Og erkend at der nogengange skyller tsunamier ind over menneskeheden og at det ikke er nogens skyld. Måske ligger gaven i virkeligheden i processen hvori fejlen opstår - men hvem ved: Det er nogle andres ansvar! Eller hvad?....

Sommeren skudt i gang ved stegeso

Siden sidst.

Ja, siden sidst har jeg fået en stegeso. Jeg har stegt en kylling i den. Kyllingen var fantastisk. Min stegeso har tilføjet mig evige streetcredits og hvis du gik og tænkte på hvorfor jeg var så sej, så ved du nu at det er derfor: Stegesoen. Fordi du ikke har en.

Af diverse årsager minder det mig om min kortvarige DJ-periode og det dertil hørende (for det skal man have) navn, Smadderkassen. Fordi jeg havde en kasse med smadder. Fordi jeg holder meget af smadder, og at det ikke skal være så pænt det hele. Smadderkasser opfører sig ikke altid efter bogen, men der er en gnist af selveste meningen med livet når man kaster med hæmninger, og det burde være normen og ikke en særhed. Det ville verden have godt af. Især måske Kina, men jeg tror ikke at "hæmning" står i deres ordbog, udover i dets sande betydning, nemlig at hæmme, lægge bånd på sig selv. Derudover har de vel for travlt med at snøre fødderne ind på deres børn til at tjekke skøre begreber i ordbøger.

(Det er korrekt antaget at fordømning uden fakta er en af mine...wait for it... spidskompetencer).

Hey, jeg kan flere flotte ord: LEAN ledelse, inklusion, vækst. Fine ord, der ikke er særligt specifikke, men man elsker at sige dem. Så'n i flæng over et glas champagne mens lønnen bare stiger og stiger, mens man snakker. Læste en bog om børneperspektiver forleden. Naivt nok troede jeg at det faktisk var en skrivelse om det at være barn, set med børneøjne (hvilket egentlig er den eneste relevante forskning inden for pædagogik), men det var selvfølgelig en masse akademisk plapper der kunne have været skrevet på rigtig dansk og sagt det samme, ved at være 200 sider kortere. Det lykkedes forfatteren at skrive "argumentere, diskutere, debattere, drøfte og disputere" i samme sætning. Nåmmen så blev den da SÅ lang. Det var flot. Vil du ikke have lidt mere i løn?

- - - 

Er gået i absolut metal-mode i øjeblikket. Nu har jeg altid hørt stort set alle genrer, men i de seneste år har metal fyldt det meste. Det kan noget som intet andet kan: Skrælle det yderste lag af, og råbe én lige ind i hovedet hvor det er allervigtigst; ind i sjælen. Det er uden facade og rå energi som hjertet fanger før øret. Det fungerer som en slags musikalsk/mental Actimel (ve, det stads!!). Jeg anbefaler alle at starte dagen med et skud dødsmetal - så er man glad og i gang. 

- - - 

Det er sommer, og lige så lidt som nogen gider at læse blogs, lige så lidt gider jeg at skrive dem når solen skinner og der er en verden udenfor som ikke er belastet af minusgrader og det faktum at man ofte skal tage bussen sammen med "Foreningen For Os Der Nægter at gå I Bad" - de kører altså meget i bus, de gør? Der opfølges hermed med en lille billedsekvens, footage om man vil, når vi nu skal have brugt alle de fine ord vi råder over. Der tages ikke ansvar for udtryk og substans: Kig eller la' vær'.

Okay, okay, okay. Jeg ville ikke have skrevet noget til billederne, men ligesom nogen (inklusive mig selv) eksempelvis har svært ved at stoppe med at æde, sådan har jeg det vist også med tekst.

*MEGALODONEN* - verdens sejeste teori! Den må findes et sted under os....

Leo på et billede der gav mening

Et fantastisk billede med titlen "Berzerker" som jeg har købt af tusindkunstner Daniel Dikov. 

Se. Tre bjørne. Måske fire.

Det er også en bjørn 

 Gary Larson. The boss.

Charmefisken 

Tyskland 

Gamle kollegaer, fanget på fantastisk vis af vistnok den fine Tim 

Mr. Litoris

Pølsesko

Noget med Sverige

Verdens bedste storesøster

I'm in your forest, pretendin' to be ebil

- - - 

Farvel og tak. Nyd vejret og husk at når det hele er noget lort, er der altid nogen der har det værre eller tilmed er inden i Birthe Rønn Hornbech. Word to your mother.

- - - 

Det gode sekund før det aldeles latterlige sekund

Nu har jeg på visse punkter aldrig været den første lemming over skrænten eller hvad man nu siger. Men at vågne op midt i april og have det PRÆCIS som man har det d. 1. januar, det er godt nok sløvt. Mit biologiske ur skulle have fået skiftet batterier. Men jeg gad ikke den dag. Der var noget vigtigt i fjerneren.

Årets første løbetur er overstået. Jeg sidder nu foroverbøjet, lugtende lidt af nyfødt lama-lam (don't you just hate that!!) og ser tilbage på 12 tilbagelagte minutter i helvede, hvoraf de fleste minutter gik med at gå som om jeg vejede 280 kg (jeg forestiller mig at man så er let kalveknæet, meget besværet og har anstrengelses-astma det meste af tiden).

Den eneste forskel på i dag og d. 1. januar er at jeg ikke trådte ud i noget glitterpynt da jeg stod op. Hold nu kæft, hvor er jeg gammel. Pizza. Nuuuuuh.

Jeg skal ikke have pizza.

Det her år har indtil videre sneglet sig af sted med sjask og kulde, og mig der havde en altoverskyggende identitetskrise. Jeg burde have set det komme, thi jeg er tæt på de 29, semi-overvægtig, gift og mor-agtig, gået væk fra at lave det jeg holder mest af, såsom at spille musik og den slags pjat. Af små holdepunkter har der været min nye tus, Lalandia-tur med småskravl, mand, søster og mødrende ophav, samt enkelte fantastiske forårsmorgener hvor livet synes at være helt fantastisk, indtil en eller anden 'jerk' kører mudder op på ens rene bukser. Men sekundet før dét, det er sgu et godt sekund!! Det er dét sekund man skal huske.

Jeg har lige meldt mig til blodbanken, men fluks fået karantæne pga. førnævnte tus. Havde jeg sgu ikke lige tænkt på. Jeg vil jo bare ha den donor-nål!!! Eller... Jeg ved ikke. Vi har bare tradition for at give blod i familien, så ve dig hvis du en dag bliver kørt i smadder. Du kan risikere at få en portion Andersen Finest indenfor vesten, hvilket kan give udslag i pludseligt opståede tattoveringer, svær trang til ost og en pludselig meget ekstravagant og sær musiksmag. Du vil også opdage at du søreme kan spille en glimrende kastanjet og får lyst til at synge med på gamle sømandsviser (de nye er sgu så tynde!).

Hva' faen. Fremtiden er lys forresten!! Se så: Mandsen har fødselsdag snart. Det ka' vi li' - så er der endnu en undskyldning for at blive dum og drikke sig ned. Dernæst er der søsterlejser-tur til Århus (fordi at det er der min søsterlejser bor), Parkway Drive + Hatesphere koncert, spændende kursus om bekymringsbørn,  familiebesøg herhjemme, Tom Petty koncert i Hårsens, og SÅ! Så fine venner er der søreme COPENHELL - åh for SATAN. Dernæst er der allerbedste B's 30 års fødselsdag på fyn, og sommerhusferie på Djursland med badestrand som dørmåtte. Så er det skisme allerede august og så er min karantæne fra blodbanken gået, så der skal jeg vel tappes i stykker inden vi tager hul på en magnificent efterårssæson hvor alle de bedste koncerter plejer at ligge.

Jamen!! ... jeg tror det er blevet d. 2. januar allerede! Glimrende!

Så mangler jeg bare at få mig en ugle-hue, så er livet komplet *hjertehjerte*

Ps. ønskeseddel til min fødselsdag d. 16. maj:

Stungun

Nålepude

Støvekost

At Led Zeppelin bliver lidt yngre og gendannes

Stavblender

Penge til tus

Hest eller hamster

Signe-kop

Bukser 

Ting

Månedens highlights, lussing til Copenhell..... og noget med kål

I en tid hvor sensationsdrama vejer klart tungere end fakta, er her et lille udsnit fra Berlingske, som jeg synes er værd at tænke over i forbindelse med sagen om en hund der blev skudt af naboen:

"... Nogle af de såkaldte kamphunderacer er blevet helt forbudt, selvom en del af os er skeptiske over for, om det er hundene, der er farlige. Der har vi ikke mærket den store medlidenhed i befolkningen. Hvis familien her havde haft en staffordshire bullterrier i stedet for en labrador retriever, ville nogen gerne have set den aflivet allerede som hvalp. Der kan folkestemningen være ganske rå, siger Peter Sandøe."

(Artikel)

Der refereres til hunden som familiens kæreste eje. Moren udtaler at børnenes liv er ødelagt. Alt ligger i ruiner. Men hvis den hund var så kær, hvorfor passer de så ikke på den? Det er det samme som at kritisere belastende børn og ikke deres forældre. Når man anskaffer sig en hund, er det hundrede procent ens eget ansvar at passe på den, træne den og aktivere den. Det er ikke hundens skyld og ikke jægerens skyld.

Derudover er den skudt med et rent skud gennem hjertet af en professionel. Det synes jeg da er værd at tage med inden man råber op. Den har ikke lidt og er ikke skamskudt. Det er tankevækkende at det er indgangsvinklen og overskrifterne der vinder en del menneskers hjerter. Ja, det er da ærgeligt. Det var sikkert en sød hund. Men overvej hvis det havde været en kamphund.....Havde man så klappet i hænderne i stedet for?

Nå. Hvad fanden sker der ellers ude i verden? Noget med Syrien, noget med ninjaer (hvilket egentlig er ret cool - se lige), noget med Obama. Eller måske ikk så meget med ham. Jeg synes dog at ugens vigtigste begivenhed er, at der er tilbud på Taffel Akvavit i Føtex. SÅ er det satme påske!! 85,- kr. og du er klar til indlæggelse - jamen halløj!

Så har der jo også været X-faktor finale, nogen har kneppet i Big Brother Huset og Lars Løkke har fået en ide om at hjælpe unge drenge der ikke kan finde ud af noget (= udfør vold og kom på ferie). Nogen har opdaget et nyt tegnespil på deres IdiotPhones, der er 22 millioner i joker-puljen på lørdag, en der hedder Brittany har helt sikkert haft fingrene i egne eller andres bukser, The Powls spiller på Samsø Festivallen (DANMARKS HYGGELIGSTE FESTIVAL!!!!!!!!!... ifølge hjemmesiden), Netto havde i foregårs udsolgt af porrer i butikken på Frederikssundsvej 346, jeg har nødkøbt et par stribede sokker grundet akut sure tæer og i dag skal jeg bruge 3 timer på at snitte i træ, mens jeg får løn for det.

Så tror jeg nok at I er opdateret på verdens brændvarmeste nyheder. Andet behøver man ikke at vide!! Slå bare hjernen fra, zapp over på Paradise Hotel og få gang i gokkesokken. 

Nåh ja - det er selvfølgelig også relevant at påpege at Damen Anne laver verdens bedste mad!! Er der noget vi kan bruge tid på så er det kraftstejleme mad, spiritus og myrdede hunde (som det så antidramatisk bliver fremstillet. BT, du har mit hjerte <3)

Forresten, se: Grev Ingolf har trimmet sine næsehår.

- - -

Forresten igen, så skal jeg lige huske at give en ORDENLIG lussing til Copenhell, så vi kan nå at afværge en større katastrofe inden den indtræffer. Copenhell, hear me out. Vi skal IKKE have Tempt solbær til 16. dels-benet i år, skal vi vel? Det skal vi nemlig ikke! Vi skal have Copenhell Brew på dåse. Ikke med låg på, ikke med peanuts i, ikke med solbær, ikke noget der ligner cider. Bare en enkelt slags dåseøl - I kan klare det!! Jeg ve' det. Det er faktisk ret vigtigt det her Copenhell. Vågn lige op.

...og noget med kål.

In money we trust

Og hvad skal der i grunden til før vi holder op? Den globale økonomiske krise har muligvis skubbet til nogle upassende strøtanker, men har i sig selv ikke været nok. Endnu. Vi tænker på det en gang i mellem, men skubber hurtigt tanken ind bagerst i redskabsskuret sammen med æggekogeren, foodprocessoren, kondicyklen, og alle de andre ting vi heller ikke finder nogen mening i længere. Det er så simpelt som dette: Hvis alle, inklusiv selskaber, stater og privatpersoner, går i banken på samme tid og vil hæve alle de penge de har til gode, kan det ikke lade sig gøre. For der er ikke penge nok. Gældspapirer er hvad de er: Papirer. Et pund sølv er ikke noget man fysisk kan tage og føle på, det er bare papir. Så hvad har vi tilbage? En masse papirer med ligegyldige tal på – det er en overophedning der er til at tage og føle på. Eller krølle sammen og smide i pejsen om man vil.

Herhjemme lever vi skam fint. Vi har både chokoladesmelter, æggekoger, brødmaskine, kaffemaskine, og foodprocessor. Det var det vi før i tiden betegnede som kasserolle, ovn, kaffetragt/kedel og kniv. Men noget får os til at synes at vi skal have mere af det, og forfine elektronikken, så det hele bliver lidt nemmere. Det kan nemlig godt volde besvær at koge æg i en kasserolle! Siger det bare….

I morges jazzede jeg lidt hurtigt forbi postkassen og stoppede så op, med et ”Hør! Hvorfor er der reklamer i alle andres postkasser og ikke i min!? Dem ville jeg gerne have!” – indtil jeg kom i tanke om at jeg IKKE vil have dem. De er lavet med ét formål: At få mig til at indse hvor mange (overflødige) ting jeg mangler, og som jeg efter at have bladret dem igennem vil få en trang til at købe, fordi de bliver en del af mit behov. F. eks. har jeg i mere end et halvt år gået og sukket efter en hvidløgskrukke fra Le Creuset. Til hvidløg. For de kan da ikke ligge i et eller andet totalt tilfældigt porcelænsartefakt, når man kan købe noget decideret til formålet, og som oven i købet er pænt?! (men jeg ønsker mig den stadig helt vildt meget - hint hint!)

Det er vist ikke nødvendigt at mejsle det mere ud. Jeg kunne tænke mig at vi følte en forpligtelse overfor vores natur. Altså de reelle behov. Man er sådan set rig hvis man har familie, mad og en seng at sove i. Det er faktuelle behov. De kunstige behov fjerner os mere og mere fra hinanden. Det er jo nemt nok at socialisere når man har nettet og en smartphone, men bag ved skærmen sidder der ret mange ensomme mennesker og er misundelige på alle de andres æggekogere, som de har ret travlt med at fotografere og dele på nettet. Bare lige for at tjekke hvis æggekoger der er størst. Vi har et absurd behov for at være online hele tiden. Som koncertgænger ses det helt konkret: Folk står simpelthen og ”oplever” musikken gennem en iPhone, mens de opdaterer hvor de er henne og sammen med hvem. Altså det vil sige at de ikke er tilstede, mens de er tilstede. Det giver jo ingen mening. Jeg ka’  li’  det!

*deler straks på FaceBook*

Owl and about in 2012. Never been easier!

Jeg vil lige kort indføre jer i universet af Den Digitale Tidsalder og dens mirakler. Det er nemlig så skide smart det hele. Tilmed kan alting ordnes på små fem minutter. Hvis man altså eksisterer. Det kan der åbenbart være en del diskussion omkring, omend jeg synes at jeg eksisterer rimelig heftigt i kraft af min sekscifrede bankgæld og på-hinanden-følgende-lønindbetalinger-samt-skatteafdrag-til-samfundet, men det er åbenbart hip som hap, når man udøver virksomhed, der skal lette folks tilgang til det offentlige. Jamen så lad os da diskutere det!!

Jeg:

1) Kigger på NemID's hjemmeside og kan se at man skal have billede ID for at få et nemID

2) Ringer til nemID og forklarer at jeg ikke har pas eller kørekort

3) nemID siger jeg skal ringe til min bank, da jeg har et fungerende nemID til netbank og de kan knytte samme ID til det offentlige nemID

4) Ringer til banken og forklarer. Banken svarer, at de ikke kan oprette adgang til det offentlige nemID når der er gået 3 mdr. efter nemID til netbank er oprettet

5) Ringer tilbage til nemID, der foreslår at jeg går ned og køber mig et pas (seriøst) selvom jeg ikke skal bruge det

6) Ringer til Borgerservice, der i første omgang også foreslår at jeg bruger 650,- kr. på et nyt pas som jeg ikke skal bruge. Herefter proklamerer damen ekstatisk (for det er altid Damen der tager telefonen på sådanne steder) at hun har fundet et telefonnummer på en support der kan hjælpe mig

*jeg venter mens hun stiller mig om*. Røret i den anden ende bliver løftet, og tadaaaa:

7) "Det er nemID support, goddag!" (Øh nej tak - der har vi været to gange nu)

8) Ringer tilbage til Borgerservice der så pludselig kan huske at jeg bare skal troppe op med min navneattest og mit sygesikringskort (hurra. Noget virker!!)

9) Ankommer til Borgerservice med forlangt dokumentation for at jeg findes

10) Her får jeg så at vide at der er problemer med oprettelsen, fordi jeg allerede har et funktionelt nemID til netbank, og nu vil damen så have nummeret til mit nøglekort. Som ligger derhjemme.

11) Da jeg oplyser at jeg ikke har det på mig, går hun tilbage og læser en masse klogt på skærmen, hvorefter hun lettet kigger op og med indlysende overbærenhed siger: "Nåååh ja! For at jeg kan knytte det offentlige ID til din netbanks ID, skal jeg bare bruge noget billed ID! (like would you believe how easy this was after all!?)

12) Nu går det op for hende at det var derfor jeg kom i det hele taget. Jeg findes jo ikke på et plastickort med billede!

13) Hun opretter en helt ny nemID og fortæller mig at jeg nu blot skal gå i banken og få dem til at knytte netbanken til det offentlige nemID.

Og vupti bupti: 13 lette trin senere har vi nu, mine damer og herrer: Et funktionelt nemIDeeeeeeeee!!!

JA! Sådan skal dén sgu barberes! Det har aldrig været nemmere at få adgang til sine offentlige dokumenter. Det kan sgu da selv Mohammed og Yrsa på 80 finde ud af.

Jeg har kun én ting tilbage at sige:

"KumbaYAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA, 

ma LOOOORD! Kumbayaaaaaaahhhhhh! 

Oh LOOOOORD,

kumbayaaaah"

Lemming-effekten

Her dokumenteres det hvordan man kan få løgn og latin til at ligne fakta. Man skal bare skrige højt og længe nok i medierne. Jeg har inden for de sidste par måneder stiftet bekendtskab med et nyt begreb, Wizard's First Rule via en fantasy-serie. Og der kopieres fra bogen: 

"Wizard's First Rule: people are stupid. People are stupid; given proper motivation, almost anyone will believe almost anything. Because people are stupid, they will believe a lie because they want to believe it's true, or because they are afraid it might be true. People's heads are full of knowledge, facts, and beliefs, and most of it is false, yet they think it all true. People are stupid; they can only rarely tell the difference between a lie and the truth, and yet they are confident they can, and so are all the easier to fool."

Måske tudemiklerne på det Kongelige skulle kigge lidt på tallene, og så revidere om det er statsligt mord eller dårlig ledelse der har trigget "katastrofen"?:

Fra 2000 til 2010 steg Det Kongelige Teaters bygningsomkostninger med 89,3 mio. kr. (altså i perioden med opførelse og krav om drift af Operaen samt Skuespilhuset, red.)

I den samme periode steg Det Kongelige Teaters bevillinger med 153,7 mio. kr.

Det efterlader Det Kongelige Teater med 64 mio. kr., efter at bygningsomkostningerne er betalt.

Til gengæld steg lønomkostningerne fra 260 mio.kr. i 2000 til 490,2 mio.kr. i 2010.

Altså er historien om, at rengøring, vedligehold, elregning m.m., kort sagt mursten – aka Mærsk-McKinneys Operahus samt Skuespilhuset – æder alle midlerne til kunsten ikke en sand historie. Holtens og Jacobsens opstilling af paradokset i at have en ny fantastisk opera, men ingen penge at opsætte opera for, er følgelig også en myte. Og en besparelse på netop lønomkostninger forekommer vel derfor også rimelig. Eller ligefrem det rette sted at sætte ind, når nu det politiske mandat dikterer besparelser.

Kilde

Så kan man jo tænke lidt over det, mens man prøver at begribe størrelsen af 490 millioner kroner. Det er ikke fordi jeg mener at kultur og kunst ikke har sin vigtighed i Danmark, men vi prøver lige igen: 490 millioner kroner. Godt så.

Prolog: Kunsten at stå i kø

En bekendt postede et billede med denne tekst omkring jul:

”Dear God, I wanna take a minute, not to ask for anything from you, but simply to say thank you for all I have”. Nu er jeg ikke troende, men hvor er det relevant.

- - -

I dag har jeg været til folkedans. En del vil nok mene at vi som sådan ikke har tradition for det i Danmark, men det er aldeles misforstået: Vi laver ikke andet og faktisk er vi omtrent verdensmestre i netop denne disciplin. Nu kalder jeg det folkedans, men andre vil nok bedre kende seancen som Kunsten At Stå I Kø.

Dagens festlige aktivitet foregik i den lokale Netto. Vi får åbenbart alle sammen stillet os i netop de køer hvor al aktivitet stopper så snart ens tilstedeværelse er registreret. Tillige er der en rimelig heftig diskussion i gang mellem en kunde og en ansat. Her starter festlighederne: Ikke nok med at vi absolut intet har at foretage os. Der er tilmed nogen der skændes!! Pulsen er allerede oppe på 140 bpm og man får lyst til at danse!

Så starter sammenholdet, samhørigheden, ekstasen i erkendelsen af, at vi dog alle sammen er mennesker og hold-da-op-hvor-tager-det-lang-tid-det-her. Vi jazzer lige ind i fase to af dansen. Her får man øjenkontakt med hinanden og kan så vælge enten at nikke lidt til sidemanden eller oven i købet genboen i køen ved siden af, eller blot ryste på hovedet. Det er tilladt at nikke til en der ryster på hovedet og omvendt. Man kan skabe sin egen personlige stil ved at tilsætte lidt forargede smaskelyde i form af: Pff! Tsk! Og hvad man nu kan finde på – kun fantasien sætter grænser!! De rigtig modige sammensætter sågar en hel sætning af kloge fakta, som man så kan vælge at nikke samstemmende til, eller konstruere sin egen sætning af synonymer, for ligesom at tilkendegive at vi-da-godt-nok-er-i-samme-båd-og-hvor-er-det-groft!

Fra mit eget vilde liv, kan jeg fortælle at jeg forleden kom kørende i bil med en kollega. Vi kører forbi to personer der ligger på cykelstien og pr. instinkt åbner jeg døren og min kollega får bremset (og heldigvis, for ellers havde jeg nok ligget ved siden af dem). Det viser sig at være et sammenstød mellem en cyklist og en fodgænger, og selvom den ene mener at kravebenet føles helt forkert, får de begge rejst sig op og kommer videre i systemet, om end de var meget rystede. Det lille ps. er, at der er mennesker over det hele omkring disse to, men at det alligevel er nødvendigt at det er en bil i fart der må stoppe op og se om de er kommet til skade. Dem ved busstoppestedet havde nok for travlt med at tjekke iPhone eller pille næse ”og for resten har vi ikke tid til at hjælpe jer på skadestuen anyways, for der er tilbud på smør i Rødovrecentret”.

Hvilket leder mig videre til statement 3, som er en tilkendegivelse jeg har overhørt fra en billist. Han havde bevidst ikke slæbetov og startkabler liggende i sin bil, for så var man jo nærmest tvunget til at hjælpe andre medbillister – eller modbillister om man vil – i gang igen. Men lur mig om selvsamme ikke ville have ønsket et startkabel fra en venlig sjæl om han selv havnede i en uønskværdig situation?

Da jeg var ude at shoppe julegaver blev jeg på vej op af en trappe i Arnold Busck, flere gange sakset så hårdt i haserne at jeg var ved at falde. Det resulterer i at jeg vender mig om og siger til damen med de spidse sko: ”Du har søreme travlt hva?”. ”JA!” svarede hun surt og LØB hen til kassen for at stå sidst i den 5o meter lange kø jeg efterfulgte hende i. What’s the point?

Fakta er at der er ikke nogen der har så travlt, at det gør en forskel om de kommer 5 minutter senere hjem. I værste fald, handler det så om at stå de skide 5 minutter tidligere op. Køen bliver ikke kortere af at man bitcher sig hele vejen igennem den og forpester andre menneskers humør med sit lort. Glæden ved at vise omsorg for to potentielt tilskadekomne medmennesker, eller ved at hive et sæt startkabler op i en kneben situation på vejen, overskygger langt de 17 forbandelser man kan nå at råbe i hovedet på andre mennesker bare fordi de agerer anderledes end vi selv ville have gjort, eller ufrivilligt er kommet i en situation der tilfældigvis påvirker vores færden. Sig dog ja! Vær lidt oppe på dupperne. Det er helt gratis. Vi har et valg. Hvis vi skal fra A til B kan vi ligeså godt komme det på en god måde. Hvad fanden gør forskellen om man skal give en hjælpende hånd, eller stikke et smil til en anden i køen. Hvis du alligevel kommer for sent på arbejde, så gør de fem minutter du brugte på at overhale vredt, insisterende og sikkert ulovligt, absolut ingen forskel.

Jeg hørte et af de slags ”dyt” i dag. Sådan et rigtig skrid-forhelvede-du-er-en-skamplet-på-livet-selv-dyyyyyyyyyyyyyyyt!!”, og så slog det mig at man sgudda godt kan dytte på en sød måde. Sådan et slags dyt ligesom hvis man slår en skid, der vælger at dele sig selv op i 10. Et lidt mere ”er-du-faldet-i-søvn-og-må-jeg-lige-komme-forbi-dyt-dyt”. Man kan også godt sige noget dårligt på en ordentlig måde. Det handler grundlæggende om at være lidt ydmyg og have en naturlig respekt for de folk man støder ind i på sin vej, samtidig med at man erkender sin berettigelse til at have sin mening og ytre den. Alt med måde. Alt med respekt.

Det er ”er glasset halvt tomt eller halvt fuldt” om igen, men den er essentiel for vores livskvalitet hver især. Der er altid noget vi er gode til, om man så mangler en arm, et ben, er i sorg eller deprimeret. Og hvad så med den store gruppe af mennesker der ikke mangler noget som helst, og som har alle muligheder, men stadig føler behov for mere? Måske er denne note allermest til dem.

Jeg er så heldig at have en fantastisk mormor midt i 80’erne som det gode eksempel. Der er sikkert mange ting hun kunne synke ned i og leve et bittert liv i selvmedlidenhed. Hun ville nok ønske sig morfar tilbage i sund og rask tilstand, eller at helbredet var som da hun var yngre. I stedet skriver hun til mig i sine kort, hvor meget hun glæder sig over at kunne gå i haven. Hvor dejligt det er når hun selv har fået klippet hækken og fyldt 30 poser med hækaffald eller renset tagrenden. Hvor taknemmelig hun er over gode naboer der hjælper til med indkøb. Hvor meget hun i det hele taget har at glæde sig over. Hun har altid et smil tilovers.

Det er ikke så svært. Det er bare et lille ”tak” eller ”be’ om”

- - -

…eller ”hold kæft!”. Nu skal hende sødsuppelejseren ikke have for meget plads, ellers har hun det med at få overtaget og hvem gider at læse den slags bavl fra en ufaglært betonprinsesse. Dolph siger NEJ! Et ydmygt og respektfuldt nej.