Sundhedssko, dumbphones og Beelzebub

Ej hallo!! (Den her blog går tydeligvis ud til alle dem der hedder Hallo....)

Hvor meget kan det være muligt at gå op i håndholdte computere? Jeg får fucking spat.

Det er som om at jo mere besværligt det er at udtale navnet, des bedre er den. Minder mig lidt om blackmetal musikere der kalder sig selv alt muligt ondt (og så skal i se dem drikke the ude backstage uden corpsepaint. Så er Beelzebub fra Ribe lige pludselig ikke så hård i filten, men det er vel ikke svært at forestille sig....)

Samsung Galaxy Ys5360. Kan den flyve til mars eller hvad? Nej. Så drop det pis og kald det hvad det er: Fordummende isolationsapparat. Det svarer jo til at kalde en kaffemaskine for MoccaMaster eller sådan noget - som om den hersker over alting i verden. Hov vent. Det gør den jo. Hahaha, så ser man lige mig uden kaffe.

Ih, nej smartphones er. Smarte. Nej de er ej. De tager dit fokus, din tid, din koncentration. Hvad er det du skal tjekke mens vi sidder og snakker? Mens du kører i bil? Mens du cykler? Mens du er på arbejde? Folk tror at hele verdener braser sammen hvis de ikke kan gå online konstant. Hvad fanden sker der for det? Ord som nærvær, hukommelse og telefonopkald bliver snart slettet fra ordbøgerne. Jeg læste et eller andet professorat omkring hvorfor folk panikker sådan når de ikke har deres smartphones lige ved nosserne. Eller jeg mener, i lommen. Og det har noget at gøre med at den bliver brugt som en ekstra hukommelse. Man tager simpelthen de ting man ikke har plads til i hovedet, og putter dem på smartphonen, og når den så ikke er i nærheden mangler man noget af sig selv. Det er jo meget logisk, men jeg vil vove at påstå at det ikke er fordi hjernen ikke har plads. Det er simpelthen bare fordi vi ikke gider og så er det ikke en smart telefon, men en dum telefon. Fair n sqaure. Lad os blive dummere sammen. Man kan sågar oploade det på twitter eller Holy Facebook mens det sker, sekund for sekund. "Se mig med hovedet nede i Annes patter...haha, det er verdens dummeste fredag!" hvilket selvfølgelig er helt vildt sjovt at dele med alle. Indtil Annes kæreste logger på og finder ud af at han egentlig helst ville have haft Annes patter i fred.

Sluk nu for det lort. Der er faktisk en slukknap der virker helt fint i andre situationer end når man skal opdatere sit lortesystem til et nyt lortesystem.

Så er der part to, men det har nu mere at gøre med mobiltelefoner generelt. Der er nemlig en tese omkring at hvis man ikke tager sin telefon, så dør der betydelige mængder børn et sted i verden. Jeg vil godt afsløre at de dør alligevel og at man faktisk godt må lade være med at tage den. Så kan man kaste sig ud i vilderen ting som at "ringe tilbage senere", men jeg medgiver at det kan føles klaustrofobisk for nogen, tenderende til egentlig panikangstfremkaldelse.

Så er der dem der ringer op 4 gange i træk, for man hørte nok ikke telefonen første gang og på en mobiltelefon er det jo fuldstændig umuligt at se ubesvarede opkald, så kanske at dem man ringer til aldrig ved man har ringet, og dermed har mulighed for at ringe tilbage senere når det passer DEM??. Nej, vi prøver lige igen. Og igen! Æh. Prøv samme praksis med dit hovede mod en mur, og ring lige lidt hårdere 4 gang.

Nå hvad skal vi ellers lave? Jeg er godt muggen i filten i dag. Der må da flere flere usømmelige ting der finder sted og har brug for korrektion. Nå nej. Jeg havde faktisk en masse memoer (JAAA - PÅ MOBILEN!! Så klap dog i!!). Dem skriver vi ned og så må jeg se hvad der kommer ud af det:

14/9: Sundhedssko. Skriv noget om dét
18/8: Paraguyao
23/7: "Det er ikke let når man skal være stor, sej og fantastisk!!" Pige ca. 8 år
3/7: "Det forstår jeg ikke, hvorfor de gør det!? Jeg blev skiiiidddde-suar!" (overhørt i bussen)
12/6: Slikbutik i Roskilde: "Slikkeren"
3/6: Du har et pænt kranie
3/6: Du lugter af klor

Slikkeren. Aha. Velvalgt navn til en slikbutik, men azzå. Bedre end 'Mercuri Urval' til et rekrutteringsfirma dog. Helt ærligt, hvem fanden søger efter medarbejdere et sted der hedder sådan? Det kunne være navnet på et blækspruttemonster i Star Wars. Man skal bare sige det én gang med dyb stemme og amerikansk accent for at forstå hvad jeg mener....

Sundhedssko må eddermame tale for sig selv, så grimme som de er. Tanken var faktisk en større artikelserie, men jeg magter det ikk. Det kan ikke være sundt for nogen at vise sig med de her sko, det er min professionelle konklusion, og jeg er ekspert/konsulent, ligesom alle de andre selvudnævnte ekspert/konsulent/skuespiller/musiker-mennesker der findes derude i verden. Og Simon Emil Ammitzbøl. Jeg er ekspert ligesom ham. I hele verden. Og det er fordi jeg ved bedst. Altså det hele - jeg ved alting bedst. Dog er jeg ikke lige så grim som ham, og det vil jeg anerkende som et validt argument for, hvorfor min mening tæller mere end hans.

- - - 

Til slut vil jeg lige komme med en punchline til alle de tykke piger der, som jeg selv ind i mellem, ville ønske at de tog sig lidt sammen og var tilstede i det der Edens Have som speltfolket har døbt Fitness World. Bare husk tøser, at piger der træner ikke bliver smukkere af det, hvis de er født grimme. Der er så mange grimme veltrænede mennesker at man får lyst til at kramme sit traktordæk ekstra hårdt, men det er selvfølgelig svært med fingrene nede i chipsskålen og jeg taler af erfaring. Si'r det bare.

...

Bøger med støv i

jeg har læst dem alle

cirka to gange hver

Husker ikke hvad der står i dem. Start eller slutning.

Alle de ansigter. Navne der er væk. Støvet er væk.

Den beskyttende hinde af hukommelse taget bort. Med støvet, sjælen.

Med sjælen, mennesket. Mennesket der lytter med selvet, sjælen er døv af kaos.

Selvet der intet erindrer i ren forvirring. Indtryk og dufte bliver en palette af brun farve, hvori alt glemmes. Selvet overlever ved ikke at indeholde, kun at sanse. Det er nu.

Der er gamle plader der kun findes på rygraden. Coveret er væk. En jeg stolede på har solgt dem – kærlighed for småpenge. Ligesom at tisse i bukserne. Men jeg kan dem alle sammen. Dem der var vigtige. Saltvand til sjælen. En anden har dem nu. Håber de lyder forfærdeligt, for jeg boede i dem og de skal ikke være dér, væk. Først lyttede jeg  med tvang, dernæst af nysgerrighed, senere endnu med vished, og nu med det evige savn til ham der tvang.

Så siger man det til én, senere naivt til flere. Begejstret. Og finder ud af at alle andre lever i en verden af vand, og de higer efter luften, men hver gang man åbner øjnene svier det og deres blikke bliver tyk tåge i saltvandet og livet. Eller er det mit? Blind. Alt andet åbent som universets encyklopædi, men det er i sig selv en lukket bog. Kun partiklerne ser og ved. Så ved vi det, og menneskerne prøver at zappe sig frem til det hele for at vide det hele, men det mislykkes.

Når man zapper, ser man ingenting, lærer ingenting, mærker ingenting.

Dog er man sulten hele tiden, og mennesket ved siden af én synes nærliggende at opsluge. For man er altid lidt bedre og lidt vigtigere, og man spiser mennesket og mætheden er hul som en glædelig nyhed, der under gavepapiret viser sig at være en absurd deformitet – en dårlig joke som en hyldest til alt der ikke giver mening. Svaret er sjældent der.

Sådan er det når man glemmer at se og være, men som med så meget andet er den ikke feset ind endnu. Der er evolutioner at se tilbage på, inden vi er færdige med at slå hinanden oven i hovedet. Fint.

Så var der lige alt det jeg skulle. Være mor, søster, kone, kollega. Le, sørge, lege, lytte. Skrive, løbe, læse, tale. Men jeg får vand i øjnene hele tiden. Eller støv. Måske er det bare støv.