Nå, se så. Det er ved at blive til en dobbelt kvartalsmæssig (right'o = hvert halve år) udgydelse det her, men ting har lissom bedre af at få lov til at hobe sig op sommetider, og det gør de så, mens jeg skræmt ser til og prøver at undgå at slå nogen ihjel i mellemtiden.
Idag skal vi dog lige starte med faktisk at slå noget ret så definitivt ihjel. Efterfølgende - og dét såfremt min gode veninde Ida læser med - er det muligt at der kommer mere på bordet. Hun er nemlig både klog og god til engelsk, i modsætning til mig der hverken kan sætte et komma hvor det faktisk skal være (så, fuck af, ikk'å) eller evner at tale det engelske sprog. Lad os gå lystigt til skafottet:
Stop med at have en fest. Bare slut.
Stop med at beskrive ting som om de er "gået viralt".
Vi fucker de kommende generationer op med det her (<--- trololo, saw that? Fucking things up?).
Godt, så er den i vinkel, barberet, uddebatteret, vedtaget, ophøjet til lov og mere end klar til efterlevelse fra pøblen.
- for ellers -
Se, nu skal jeg sige Jer en ting, og jeg vil godt skære det væk fra mit politiske ståsted, hvis det ellers var muligt, men det er det ikke, for det viser sig at jeg pt. ikke har ét. Jeg er i værste fald til Alternativet, i bedste fald nihilist. Men nok om mig, når jeg altså er færdig med at kommentere via den kommentar der skal kommentere på det emne jeg godt vil kommentere på. Lige nu.
(mind mig lige om at vi skal snakke om knive bagefter. Bare sig 'kniv!')
Det handler om at alle skal være lige, hvilket jeg ikke synes de skal. Hvis man eksempelvis vælger at sætte alt over styr og åbne en virksomhed, og man er så heldig at den risiko man løb, og alt det arbejde man lagde i projektet gav positivt feedback, eventuelt i form af penge, så skal man have de flere penge til rådighed. Så skal den, der ikke har risikeret noget, ikke have lige så mange penge til rådighed. Ellers svarer det til, at den, der ikke løb en risiko, stjal fra den der gjorde. Godt?
Det kan også være eksemplet fra skolegården hvor klassens populære dreng igen har lavet et hattrick på fodboldbanen. På sidelinjen sidder hans kammerat i kørestolen og er lam i benene. Den ligestillede tilgang vil mene at kammeraten i kørestolen også skal kunne lave hattrick. Målet må rykkes tættere på, barren sættes ned og målmanden lægge knap så meget iver i indsatsen. Så har man diskrimineret den lamme, der stadig vil have en dårligere forudsætning, men søreme også den letbenede klassekammerat, der nu uanset hvordan han bærer sig ad, kommer til at nedgøre sin gode ven, der meget hellere ville have forsøgt sig på målet, som det var til at starte med.
Når vi sætter barren ned eller kompenserer den knap så risikovillige økonomisk, siger vi også til den scorende dreng, eller den risikovillige iværksætter, at det egentlig er lidt ligegyldigt det de render og laver. At det er meningsløst at gøre sig ekstra umage. Og, vigtigere endnu, at de der ikke kan eller evner, også er ligegyldige. At de ikke regnes for noget af værdi, at deres indgangsvinkel og synspunkt er af mindre vigtighed, end hos den, der arbejder 70 timer om ugen, eller er så heldig at have sine to ben at score mål med.
Det er ikke bare dumt, Danmark, det er også så forkert som noget kan blive.
Udfra mit eget perspektiv arbejder jeg meget med den naturlige rangorden. Der er nogen i skolegården der får tæsk og det er en god ting. Ellers mærker de ikke trangen til at gøre noget alternativt eller slå igen, hvilket kan være en overordenlig produktiv ting. Når jeg qua mit arbejde forventes at overvåge børn i min fulde arbejdstid, løse deres sociale kontroverser, gøre mig til dommer over om de er sultne, fryser, eller hvem-der-havde-den-først, så fratager jeg dem også retten til at udvikle hjernen i en konstruktiv retning.
Det er dét der sker når alle skal være lige. For vi er så forskellige som noget kan være, og hvis det er et problem, så har vi et dybereliggende meget mere alvorligt kulturelt problem, der kommer til udtryk som lemmingmentalitet, stilstand, ensretning, og dunken-folk-oven-i-hovedet.
Det er ufattelig dumt. Ligestilling favner forskellighederne og udnytter dem som ressource til selvantænding, for den eneste der kan tænde vores menneskelige stik i kontakten, er os selv. Hvis kontakten er slukket og stikket bare sat i, kan vi flyttes rundt i statistikker og BNP til der ikke er mere papir tilbage i verden.
Det kloge samfund giver det enkelte menneske lysten til at tænde for stikkontakten selv, selvom pæren hos nogle vil brænde stærkere end hos andre. Det er hverken snyd eller de andres skyld. De har bare en kraftigere pære, eller har fundet en måde hvorpå deres pære kan lyse stærkere. Det skal vi velunde dem til det løber over i kvalmskhed.
- - -
Jeg har haft en meget komprimeret ordudveksling på skrift her til aften, hvor det af uransaglige årsager blev sådan, at ordet "kniv" indgik urimeligt mange gange. Så jeg læste det mange gange og dvælede pludselig abnormalt meget ved ordet. Prøv at læse det her som herunder, uden at stå tilbage med fornemmelsen af at hjernen er gået lidt i stå, fordi det er et virkelig underligt ord.
Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv.
Det bliver pludselig meget fynsk og meget hyggeligt.
- - -
Jeg er gået i stå. Jeg er gået ét hundrede procent i stå, uden at have den mindste ide om hvordan jeg skal få tændt for den forbandede stikkontakt igen. Hvergang jeg nærmer mig den skifter den form. Ophører med at være to søjler der bare venter på at blive aktiveret, men bliver én. Bliver rund, flad, endimensionel, sekskantet. At se sin egen livsenergi morfe er både skræmmende og fascinerende på en gang. Det holder op når solen kommer tilbage, hvilket er pladderromantisk, men sandt.
Hele vinteren kryber jeg rundt langs væggene med min meget for lille militærhjelm spændt alt for hårdt fast om et hovede, der gør ondt og vil have fred og føjelighed, men som aldrig får det. Inspirationen er stendød, sammen med lysten til resten af verden, der i nævnte tidsrum kan implodere eller spille stangtennis så længe. Bare jeg ikke skal tage stilling til den.
Det skal så ikke forveksles med at jeg med forårets komme vil have en fest eller gå viralt. Jeg vil bare sidde på min altan og hade det hele en lille smule mindre, og det er ganske fint sådan.
- - -
Jeg har en ting mere på hjerte. Det er mange mennesker hvis eksistens jeg via facebook er blevet i tusindfald mindet om. En gruppe af de mennesker hedder hundefolket (i mit hovede). Dem kan jeg nu godt lide, for jeg kan i grunden lide mange mennesker når jeg tænker over det. En dag læste jeg en ordveksling mellem sådanne to hundefolk. I én af disse sætninger blev begrebet 'hundepige' brugt. Hun havde altså sin nuser lille hundepigebaby, som var hendes og som havde flot tøj hun havde valgt og som bare var hendes babypigebarn.
Det er so to speak at skide den hund i munden. Den er ikke din zmukke hundepige og det er ikke dit barn. Jeg tror jeg har luret hvad det går ud på, for hunden ved jo hverken at den bliver opdraget mod sin natur eller kan sige sin ejer imod, udover at stikke halen mellem benene. Det er total kontrol. Det er at forveksle det stærke bånd mellem dyr og menneske med retten til at kue. Og det er eddermame ulækkert.
Og så har jeg bemærket et svært sammenfald af uintelligente indlæg og mængden af dyrebilleder på folks profiler. Ofte figurerer selvopfundne kælenavne også (Marie "Sweety" Hansen). Er der nogen der gider at bruge lidt tid på at belyse den sammenhæng for jeg forstår det ikke (men den er der - tjek selv)
- - -
Nu er det nok. Jeg drømmer om vintergækker der gror, fred i verden og gratis stofposer i Føtex så man ikke bruger det satans plastik i så svær en grad. Og alt det er jo meget godt, men i morgen vil jeg gå ad helvedes til. Rundt om Utterslev Mose. Lettere konfus ......på den onde måde.
