En bekendt postede et billede med denne tekst omkring jul:
”Dear God, I wanna take a minute, not to ask for anything from you, but simply to say thank you for all I have”. Nu er jeg ikke troende, men hvor er det relevant.
- - -
I dag har jeg været til folkedans. En del vil nok mene at vi som sådan ikke har tradition for det i Danmark, men det er aldeles misforstået: Vi laver ikke andet og faktisk er vi omtrent verdensmestre i netop denne disciplin. Nu kalder jeg det folkedans, men andre vil nok bedre kende seancen som Kunsten At Stå I Kø.
Dagens festlige aktivitet foregik i den lokale Netto. Vi får åbenbart alle sammen stillet os i netop de køer hvor al aktivitet stopper så snart ens tilstedeværelse er registreret. Tillige er der en rimelig heftig diskussion i gang mellem en kunde og en ansat. Her starter festlighederne: Ikke nok med at vi absolut intet har at foretage os. Der er tilmed nogen der skændes!! Pulsen er allerede oppe på 140 bpm og man får lyst til at danse!
Så starter sammenholdet, samhørigheden, ekstasen i erkendelsen af, at vi dog alle sammen er mennesker og hold-da-op-hvor-tager-det-lang-tid-det-her. Vi jazzer lige ind i fase to af dansen. Her får man øjenkontakt med hinanden og kan så vælge enten at nikke lidt til sidemanden eller oven i købet genboen i køen ved siden af, eller blot ryste på hovedet. Det er tilladt at nikke til en der ryster på hovedet og omvendt. Man kan skabe sin egen personlige stil ved at tilsætte lidt forargede smaskelyde i form af: Pff! Tsk! Og hvad man nu kan finde på – kun fantasien sætter grænser!! De rigtig modige sammensætter sågar en hel sætning af kloge fakta, som man så kan vælge at nikke samstemmende til, eller konstruere sin egen sætning af synonymer, for ligesom at tilkendegive at vi-da-godt-nok-er-i-samme-båd-og-hvor-er-det-groft!
Fra mit eget vilde liv, kan jeg fortælle at jeg forleden kom kørende i bil med en kollega. Vi kører forbi to personer der ligger på cykelstien og pr. instinkt åbner jeg døren og min kollega får bremset (og heldigvis, for ellers havde jeg nok ligget ved siden af dem). Det viser sig at være et sammenstød mellem en cyklist og en fodgænger, og selvom den ene mener at kravebenet føles helt forkert, får de begge rejst sig op og kommer videre i systemet, om end de var meget rystede. Det lille ps. er, at der er mennesker over det hele omkring disse to, men at det alligevel er nødvendigt at det er en bil i fart der må stoppe op og se om de er kommet til skade. Dem ved busstoppestedet havde nok for travlt med at tjekke iPhone eller pille næse ”og for resten har vi ikke tid til at hjælpe jer på skadestuen anyways, for der er tilbud på smør i Rødovrecentret”.
Hvilket leder mig videre til statement 3, som er en tilkendegivelse jeg har overhørt fra en billist. Han havde bevidst ikke slæbetov og startkabler liggende i sin bil, for så var man jo nærmest tvunget til at hjælpe andre medbillister – eller modbillister om man vil – i gang igen. Men lur mig om selvsamme ikke ville have ønsket et startkabel fra en venlig sjæl om han selv havnede i en uønskværdig situation?
Da jeg var ude at shoppe julegaver blev jeg på vej op af en trappe i Arnold Busck, flere gange sakset så hårdt i haserne at jeg var ved at falde. Det resulterer i at jeg vender mig om og siger til damen med de spidse sko: ”Du har søreme travlt hva?”. ”JA!” svarede hun surt og LØB hen til kassen for at stå sidst i den 5o meter lange kø jeg efterfulgte hende i. What’s the point?
Fakta er at der er ikke nogen der har så travlt, at det gør en forskel om de kommer 5 minutter senere hjem. I værste fald, handler det så om at stå de skide 5 minutter tidligere op. Køen bliver ikke kortere af at man bitcher sig hele vejen igennem den og forpester andre menneskers humør med sit lort. Glæden ved at vise omsorg for to potentielt tilskadekomne medmennesker, eller ved at hive et sæt startkabler op i en kneben situation på vejen, overskygger langt de 17 forbandelser man kan nå at råbe i hovedet på andre mennesker bare fordi de agerer anderledes end vi selv ville have gjort, eller ufrivilligt er kommet i en situation der tilfældigvis påvirker vores færden. Sig dog ja! Vær lidt oppe på dupperne. Det er helt gratis. Vi har et valg. Hvis vi skal fra A til B kan vi ligeså godt komme det på en god måde. Hvad fanden gør forskellen om man skal give en hjælpende hånd, eller stikke et smil til en anden i køen. Hvis du alligevel kommer for sent på arbejde, så gør de fem minutter du brugte på at overhale vredt, insisterende og sikkert ulovligt, absolut ingen forskel.
Jeg hørte et af de slags ”dyt” i dag. Sådan et rigtig skrid-forhelvede-du-er-en-skamplet-på-livet-selv-dyyyyyyyyyyyyyyyt!!”, og så slog det mig at man sgudda godt kan dytte på en sød måde. Sådan et slags dyt ligesom hvis man slår en skid, der vælger at dele sig selv op i 10. Et lidt mere ”er-du-faldet-i-søvn-og-må-jeg-lige-komme-forbi-dyt-dyt”. Man kan også godt sige noget dårligt på en ordentlig måde. Det handler grundlæggende om at være lidt ydmyg og have en naturlig respekt for de folk man støder ind i på sin vej, samtidig med at man erkender sin berettigelse til at have sin mening og ytre den. Alt med måde. Alt med respekt.
Det er ”er glasset halvt tomt eller halvt fuldt” om igen, men den er essentiel for vores livskvalitet hver især. Der er altid noget vi er gode til, om man så mangler en arm, et ben, er i sorg eller deprimeret. Og hvad så med den store gruppe af mennesker der ikke mangler noget som helst, og som har alle muligheder, men stadig føler behov for mere? Måske er denne note allermest til dem.
Jeg er så heldig at have en fantastisk mormor midt i 80’erne som det gode eksempel. Der er sikkert mange ting hun kunne synke ned i og leve et bittert liv i selvmedlidenhed. Hun ville nok ønske sig morfar tilbage i sund og rask tilstand, eller at helbredet var som da hun var yngre. I stedet skriver hun til mig i sine kort, hvor meget hun glæder sig over at kunne gå i haven. Hvor dejligt det er når hun selv har fået klippet hækken og fyldt 30 poser med hækaffald eller renset tagrenden. Hvor taknemmelig hun er over gode naboer der hjælper til med indkøb. Hvor meget hun i det hele taget har at glæde sig over. Hun har altid et smil tilovers.
Det er ikke så svært. Det er bare et lille ”tak” eller ”be’ om”
- - -
…eller ”hold kæft!”. Nu skal hende sødsuppelejseren ikke have for meget plads, ellers har hun det med at få overtaget og hvem gider at læse den slags bavl fra en ufaglært betonprinsesse. Dolph siger NEJ! Et ydmygt og respektfuldt nej.
