Lys og mørke

Jeg har ingen gardiner i køkkenet

                             Dine er altid nedrullede

                                                          Også i stuen. I det ekstra værelse.

Du går ud lige pludselig

                             Jeg opsparer energi i dage

                                                          Udvælger de mennesker jeg kan holde ud

                                                          

Vi spiller spil. Jeg får tæv i de vanlige

                             Som du får tæv i dine. Og så griner vi

                                                          Og ville begge helst have vundet.

Jeg vågner tidligt

                             Du sover roligt til kroppen bliver rastløs

                                                          Jeg har altid drukket to kopper kaffe inden du vågner

Du bevæger dig når jeg er trist

                             Tager mig med tilbage i tiden

                                                          Og ryster mig tilbage til verden

Vi er stille sammen længe

                             Så finder jeg dit blik

                                                          Så er vi stille igen. Symbiotisk tavshed.

Jeg frigiver dig tidløst. Du er min til du ikke mere vil være min

                             Så er du min og nogle andres

                                                          Alle er frie mennesker til de trælbinder sig

Du spørger om jeg er okay om morgenen

                             Jeg er altid okay med dig. Altid

                                                          Altid okay med at vågne med dig

Vi er lys hvor den anden er mørke

                             Ligesom vi er mørke sammen og lyse sammen

                                                          Bare lys og mørke

Det perfekte menneske

...har ingen husdyr, ryger ikke, får aldrig gæster, er enten studerende eller har arbejde, er stille og rolig, holder ikke fest, hedder noget danskklingende, spiser ikke, skider ikke, taler ikke i telefon.... og har stadig ingen lejlighed. Kom nu mand.

Hva mæ "Jeg har to hunde og en papegøje, ryger IKKE over 30 hvide kings dagligt, freelancejobber ved pengemangel, holder fest ca. hver anden uge, spiser sygt meget pizza (ingen opvask!), har kun mor at ringe til, og humper helt ned til to piger om måneden"

Det er sgu da ærlig snak om ikke andet.

...på den onde måde

Nå, se så. Det er ved at blive til en dobbelt kvartalsmæssig (right'o = hvert halve år) udgydelse det her, men ting har lissom bedre af at få lov til at hobe sig op sommetider, og det gør de så, mens jeg skræmt ser til og prøver at undgå at slå nogen ihjel i mellemtiden.

Idag skal vi dog lige starte med faktisk at slå noget ret så definitivt ihjel. Efterfølgende - og dét såfremt min gode veninde Ida læser med - er det muligt at der kommer mere på bordet. Hun er nemlig både klog og god til engelsk, i modsætning til mig der hverken kan sætte et komma hvor det faktisk skal være (så, fuck af, ikk'å) eller evner at tale det engelske sprog. Lad os gå lystigt til skafottet:

Stop med at have en fest. Bare slut.

Stop med at beskrive ting som om de er "gået viralt".

Vi fucker de kommende generationer op med det her (<--- trololo, saw that? Fucking things up?).
Godt, så er den i vinkel, barberet, uddebatteret, vedtaget, ophøjet til lov og mere end klar til efterlevelse fra pøblen.

- for ellers -

Se, nu skal jeg sige Jer en ting, og jeg vil godt skære det væk fra mit politiske ståsted, hvis det ellers var muligt, men det er det ikke, for det viser sig at jeg pt. ikke har ét. Jeg er i værste fald til Alternativet, i bedste fald nihilist. Men nok om mig, når jeg altså er færdig med at kommentere via den kommentar der skal kommentere på det emne jeg godt vil kommentere på. Lige nu.

(mind mig lige om at vi skal snakke om knive bagefter. Bare sig 'kniv!') 

Det handler om at alle skal være lige, hvilket jeg ikke synes de skal. Hvis man eksempelvis vælger at sætte alt over styr og åbne en virksomhed, og man er så heldig at den risiko man løb, og alt det arbejde man lagde i projektet gav positivt feedback, eventuelt i form af penge, så skal man have de flere penge til rådighed. Så skal den, der ikke har risikeret noget, ikke have lige så mange penge til rådighed. Ellers svarer det til, at den, der ikke løb en risiko, stjal fra den der gjorde. Godt?

Det kan også være eksemplet fra skolegården hvor klassens populære dreng igen har lavet et hattrick på fodboldbanen. På sidelinjen sidder hans kammerat i kørestolen og er lam i benene. Den ligestillede tilgang vil mene at kammeraten i kørestolen også skal kunne lave hattrick. Målet må rykkes tættere på, barren sættes ned og målmanden lægge knap så meget iver i indsatsen. Så har man diskrimineret  den lamme, der stadig vil have en dårligere forudsætning, men søreme også den letbenede klassekammerat, der nu uanset hvordan han bærer sig ad, kommer til at nedgøre sin gode ven, der meget hellere ville have forsøgt sig på målet, som det var til at starte med.

Når vi sætter barren ned eller kompenserer den knap så risikovillige økonomisk, siger vi også til den scorende dreng, eller den risikovillige iværksætter, at det egentlig er lidt ligegyldigt det de render og laver. At det er meningsløst at gøre sig ekstra umage. Og, vigtigere endnu, at de der ikke kan eller evner, også er ligegyldige. At de ikke regnes for noget af værdi, at deres indgangsvinkel og synspunkt er af mindre vigtighed, end hos den, der arbejder 70 timer om ugen, eller er så heldig at have sine to ben at score mål med.

Det er ikke bare dumt, Danmark, det er også så forkert som noget kan blive. 

Udfra mit eget perspektiv arbejder jeg meget med den naturlige rangorden. Der er nogen i skolegården der får tæsk og det er en god ting. Ellers mærker de ikke trangen til at gøre noget alternativt eller slå igen, hvilket kan være en overordenlig produktiv ting. Når jeg qua mit arbejde forventes at overvåge børn i min fulde arbejdstid, løse deres sociale kontroverser, gøre mig til dommer over om de er sultne, fryser, eller hvem-der-havde-den-først, så fratager jeg dem også retten til at udvikle hjernen i en konstruktiv retning.

Det er dét der sker når alle skal være lige. For vi er så forskellige som noget kan være, og hvis det er et problem, så har vi et dybereliggende meget mere alvorligt kulturelt problem, der kommer til udtryk som lemmingmentalitet, stilstand, ensretning, og dunken-folk-oven-i-hovedet. 

Det er ufattelig dumt. Ligestilling favner forskellighederne og udnytter dem som ressource til selvantænding, for den eneste der kan tænde vores menneskelige stik i kontakten, er os selv. Hvis kontakten er slukket og stikket bare sat i, kan vi flyttes rundt i statistikker og BNP til der ikke er mere papir tilbage i verden.

Det kloge samfund giver det enkelte menneske lysten til at tænde for stikkontakten selv, selvom pæren hos nogle vil brænde stærkere end hos andre. Det er hverken snyd eller de andres skyld. De har bare en kraftigere pære, eller har fundet en måde hvorpå deres pære kan lyse stærkere. Det skal vi velunde dem til det løber over i kvalmskhed.

- - - 

Jeg har haft en meget komprimeret ordudveksling på skrift her til aften, hvor det af uransaglige årsager blev sådan, at ordet "kniv" indgik urimeligt mange gange. Så jeg læste det mange gange og dvælede pludselig abnormalt meget ved ordet. Prøv at læse det her som herunder, uden at stå tilbage med fornemmelsen af at hjernen er gået lidt i stå, fordi det er et virkelig underligt ord.

Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. Kniv. 

Det bliver pludselig meget fynsk og meget hyggeligt. 

- - - 

Jeg er gået i stå. Jeg er gået ét hundrede procent i stå, uden at have den mindste ide om hvordan jeg skal få tændt for den forbandede stikkontakt igen. Hvergang jeg nærmer mig den skifter den form. Ophører med at være to søjler der bare venter på at blive aktiveret, men bliver én. Bliver rund, flad, endimensionel, sekskantet. At se sin egen livsenergi morfe er både skræmmende og fascinerende på en gang. Det holder op når solen kommer tilbage, hvilket er pladderromantisk, men sandt. 

Hele vinteren kryber jeg rundt langs væggene med min meget for lille militærhjelm spændt alt for hårdt fast om et hovede, der gør ondt og vil have fred og føjelighed, men som aldrig får det. Inspirationen er stendød, sammen med lysten til resten af verden, der i nævnte tidsrum kan implodere eller spille stangtennis så længe. Bare jeg ikke skal tage stilling til den.

Det skal så ikke forveksles med at jeg med forårets komme vil have en fest eller gå viralt. Jeg vil bare sidde på min altan og hade det hele en lille smule mindre, og det er ganske fint sådan.

- - - 

Jeg har en ting mere på hjerte. Det er mange mennesker hvis eksistens jeg via facebook er blevet i tusindfald mindet om. En gruppe af de mennesker hedder hundefolket (i mit hovede). Dem kan jeg nu godt lide, for jeg kan i grunden lide mange mennesker når jeg tænker over det. En dag læste jeg en ordveksling mellem sådanne to hundefolk. I én af disse sætninger blev begrebet 'hundepige' brugt. Hun havde altså sin nuser lille hundepigebaby, som var hendes og som havde flot tøj hun havde valgt og som bare var hendes babypigebarn. 

Det er so to speak at skide den hund i munden. Den er ikke din zmukke hundepige og det er ikke dit barn. Jeg tror jeg har luret hvad det går ud på, for hunden ved jo hverken at den bliver opdraget mod sin natur eller kan sige sin ejer imod, udover at stikke halen mellem benene. Det er total kontrol. Det er at forveksle det stærke bånd mellem dyr og menneske med retten til at kue. Og det er eddermame ulækkert.

Og så har jeg bemærket et svært sammenfald af uintelligente indlæg og mængden af dyrebilleder på folks profiler. Ofte figurerer selvopfundne kælenavne også (Marie "Sweety" Hansen).  Er der nogen der gider at bruge lidt tid på at belyse den sammenhæng for jeg forstår det ikke (men den er der - tjek selv)

- - -

Nu er det nok. Jeg drømmer om vintergækker der gror, fred i verden og gratis stofposer i Føtex så man ikke bruger det satans plastik i så svær en grad. Og alt det er jo meget godt, men i morgen vil jeg gå ad helvedes til. Rundt om Utterslev Mose. Lettere konfus ......på den onde måde.

Når metal vil være popkultur og ønsket går i opfyldelse

Spørgsmålet til én million!

Atter kommer det og jeg har svaret lige på tungen, men det ville være for kedeligt at lægge ud med hele pointen. Lad os i stedet træde det godt ned i sølet, ganske som metalmiljøet på gabende kedelig vis ynder at gøre det for tiden.

Foranlediget af Openhell-debatten i Biergarten forleden, vil jeg tage fat i to spørgsmål som spøger i debatten i øjeblikket. For det første ”hvad skal vi så gøre for at få udbredt almindelige menneskers kendskab til den hårde rock og metal?”

Altså, hvordan får vi det her til at vokse? Hvordan stimulerer vi miljøet indefra så det kan udvikle sig og brede sig?


Forkert Indgangsvinkel

Der er mange måder at gøre det på. Så jeg vil ikke fokusere på løsningerne, men på indgangsvinklen og spørgsmålet som er ganske forfejlet. For hvorfor? Hvorfor skal det overhovedet vokse? Vi befinder os i et miljø der er opstået som modkultur, i protest, i desperation og af alle de anti-ismer man kan tænke sig.

En del af de foreslåede løsninger på det såkaldte problem er blandt andet mere radiotid til metallen, bedre eksponering, højere tariffer, at vi ser de mange upcomingbands når de spiller live og – og dermed gudhjælpemig, direkte til spørgsmål to – at vi holder op med at genresnobbe internt.

At have en præference er ikke snobberi. Hvis man har en præference for jazzmusik behøver det ikke at betyde at man elsker alt jazz eller er disponeret for at kunne holde af det. Mange af os hører pop, rock, metal, punk og klassisk. Det er ikke lig med at vi elsker samtlige udgivelser indenfor de nævnte genrer. 

Men når det er ’metal’ skal vi sgu give det hele en chance – ellers er vi snobbede. No way. At jeg hører til i en nichekultur, tvinger mig ikke til at klappe ukritisk og begejstret af al musik der bliver leveret med distortionpedal. Som med al musik bør man være åben hvis man vil gøre sig selv en tjeneste, men det er hverken givet eller påkrævet. 

Og som en medskribent pointerede for nylig, vil det altid være den gode sang der er afgørende. Når man risikerer noget, får man som bekendt som fortjent.


Tilbage til første spørgsmål

Det vi efterspørger i panelerne, når vi stiller spørgsmålet til en million kroner er i virkeligheden blot popkultur. Vi vil gerne være pop, men vi vil helst ikke sige det til nogen. Pop er populærkultur. Musik der er populært er noget som mange selvsagt gerne vil lægge tid og mønt i. Det generer udvikling for populærmusikken og alle er glade, så at sige. Musikere, koncertgængere og købere.

Men hvorfor skal noget som metalmiljøet nu være populærkultur? Er det pengene og alt det vi startede med at opponere imod; det etablerede og systemerne? Så vi kan komme ud og spille nogle flere jobs, sprede vores musik, få vokseværk, gøre noget mere af det vi elsker, og endda leve af det?

Og har man så lavet et klassisk ’sellout’ eller har man bare været dygtig?


Naturlig dynamik

Det føjer endnu et dilemma til teorierne. For det hele kan ikke være lige meget undergrund hele tiden. Man vokser – fra teenager, til voksen, til etableret, til forælder, til job, til andre værdier. Og så er det måske som så med incitamentet der skrev plade efter plade af sig selv.

På den anden side ser jeg musikudviklingen som en dynamisk frekvensgang. Lige præcis som økonomien. Den fødes, vokser, genererer sig selv og sprænger så i luften for at blive født på ny, så det hele kan gentage sig.

Måske er denne higen efter popkulturen dét vi ønsker, uden at vide det? At det hele bliver så etableret at det er til at brække sig over, så musikerne kan brække sig over det i deres tekster og på deres instrumenter? Måske er det en naturlig cirkulation.

Jeg siger så: Hvorfor skal for eksempel Copenhell nu være en folkefest? Skal det være populærkultur = noget som mange gerne vil være med til = bruge penge på = så det kan vokse?

Der var engang en niche

I 2010 stødte jeg på en ven for hver femte meter jeg gik, og nød musikken i Biergarten fra det nære miljø, serveret af begejstrede bekendte omkring højst 20 langborde hvis ikke færre. Vi var 4000 mennesker.

I dag er vi vel oppe på en 15-20.000, der er merchandiceboder med festlige navne, alskens passende mad og gøgl, events mellem eventsene og Biergarten der oprindeligt nærmest var en pavillon hvor man kunne mødes ved langborde, og som nu er blevet til en lille festival i sig selv, hvor man kan skue langt mellem vennerne og hvor langbordene, af nød, mere ligner en slagteproduktion, end noget der skal samle folk.

Jeg behøver ikke Iron Maiden eller 20.000 mennesker for at holde årets bedste fest. Jeg behøver heller ikke have det for mig selv – alle nysgerrige kan være med om de vil, men folkefesten kan vi nu så rigeligt lade Roskilde Festival om. Det her er en af de ting, der ikke behøver at vokse.

Overfør det så til hele miljøet, for jeg anfægter ingenlunde Copenhell som projekt i sig selv. Det er blot et fint eksempel på hvad der er sket med en festival der endelig talte til mig, og dog stadig gør, på bare fem år. Iron Maiden var ment som en gave til metalhovederne. Og tak for omtanken. 

Men det kostede billetpris, og nye festivaldage så det kunne vokse, trække flere til og generere mere til næste års festival. Akkurat som med Alice In Chains der spillede sidste år og om noget navn hev folk ind fra sidelinjen, så de også kunne blive præsenteret for al den fantastiske metal der ellers var på festivallen.

Og krisen? 

Så ja. Hvis man mener at der er krise i rocken og at der er alt for meget ligegyldigt musik derude i disse dage – så er det måske fordi vi har fået præcis hvad vi bad om. Musik mister sin mening når den får et mål og ikke er et mål i sig selv.

Der hvor der virkelig sker noget er i undergrunden hvor modkulturen stadig eksisterer. Hvis rock og metal har en reel krise er det i mageligheden. At der i virkeligheden ikke er ret meget at gøre oprør imod, når man lever på denne side af kloden. Det minder om danske rappere der prøver at lave gangsterrap som det blev lavet 80’ernes Amerika selv om deres største problem i virkeligheden er når mor ikke har nået at klare madpakken inden skoletid.

Det er sympatisk, men der er ikke meget nerve i det.

Så til hvis gavn er det her vokseværksvanvid og populærhigen? Er vi ikke bare endnu en dårlig visualisering af at alting brænder sammen jo mere det peaker, som med den vidunderlige monetære cyklus?

Dyk ned i undergrunden, dyrk den, og bliv der. Der er masser af liv.Og svaret på gyldne spørgsmål om, hvad vi som branche dog skal gøre er naturligvis

”ingenting”

Nytårstalen. Den ærlige version.

Huhej, jeg må følge trop og lave en fin opsummering af året, for der er meget at være taknemmelig for. Ikke mindst alle de bekendtskaber jeg har mig hist og her. Selvom jeg er erklæret huleboer og særling, har nogle af Jer gjort mere indtryk end I sikkert ved.

I vilkårlig rækkefølge: Kære Utyske der med vilje og stædighed har smidt…hvad… 30 kilo? 80?, men heldigvis stadig er den samme knotne skiderik som altid. Det er fandeme så sejt gået. Frøken Andrea, der til stadighed er en inspiration. At springe ud som kvinde, og en smuk en af slagsen, efter mange år som heavy-fyr med langt skæg og det hele, kræver et mod og en vilje til at ville sig selv, som jeg kun har set hos få. Jeg skriver din historie en dag, hvis du ikke selv gør. Zenta, fordi du er min yndlingskrølle af dem alle sammen og fuld af solskin, Mathilde fordi du har fulgt dit hjerte og taget et svært men godt valg, og fordi intet pynter mere på Munken end os, Jonas, hvis jeg ikke kunne kaste al min galde op på dig i ny og næ var jeg nok eksploderet og desuden er du min allerbedste high-five-buddy og streetneger. Nabil, for at sætte ord på at min til tider overdrevne ærlighed faktisk er værdsat, selvom formuleringen ikke altid er lige pæn. Du har lært mig noget om forskellighed og så er du jo bare en hot daiym mother f! R-E-S-P-E-K. Ønsker dig mere musik i det nye år – der er meget tilbage i dig J Aztridneser, ingen er så vedholdende som os når det kommer til at forsøge at lave aftaler. Lad os få det til at ske i det nye år. Rødvin drikker jo ikke sig selv, og vi har for resten et par Pretty Wild koncerter der skal tjekkes op på. Adam, lillebror, væææn. Vi kan gøre det bedre i 2014. Jeg savner dig! (Og nej, jeg vil ikke med ud og se din bowlingarm i funktion, dit lille svin ;-)) Bb, for at være den trætteste phd skrivende i verden, men samtidig opretholde en vis latino-standard og stadig gå til et par koncerter hist og her (selvom jeg har ret og du skal tie stille. Annihilator er f. eks. et glimrende bud på mit vid), Daniel, natürlich, for at være enestående, kattekonge og yndlings, min gode søsterlejser der i 2014 sørger for at det nu endelig er min tur til at blive moster, Bianca, for hvem fanden skulle jeg ellers være bitter sammen med og på den seriøse side sætter jeg pris på din ærlighed og lige-ud-af-posen måde at være på, samt at vi selvfølgelig har den fiiineste musiksmag til fælles, Britt, din dejlige tosse, for diverse Copenhell-momenter, og fordi du altid har en åben dør, åbent sind og glimrende selskab. Gid du må få tidligere fri i det nye år så vi kan ses noget mere. Randers, din skarpe pen og fantastiske humør er berigende når vi en sjælden gang i mellem mødes på koncertfronten. Du skulle joine os på Devilution, men det ved du jo. Niels og Gitte, så meget kærlighed i jeres retning – I ved at jeg håber at 2014 bliver et roligt år for jer. I er altid i mine tanker. Hele det gamle crew heriblandt Neubert og Mut for ikke at lukke døren, når det sikkert syntes lettest og Kemal; vi ses for lidt, men jeg ved du er der, lige som jeg også er der for jer. Håber på lykke i jeres lille familie og glæder mig til at se jer ved lejlighed. Tannie, ikke længere swigers, men stadig min løgsøster helt ind i hjertet, der bliver varmt ved tanken om at 2013 bragte lille Alma med sig og til sidst tanker til min soulmate, for hvem jeg desværre ikke kan være noget, lige nu. Husk indsigten, den er med dig når du trækker vejret og altid, også når du ikke tror, du har brug for den.

Dernæst en masse tanker til familien Bonke/Hofsra og den lille prinsesse, faster Sanne for at rejse sig oven på de modbydeligheder livet nu byder på, Claus Kærgaard fordi det er så rart at der findes sådan nogle som dig!, Slender Bender min daaarjlige kollega, Mille Klitgaard for at kæmpe sig igennem den værste sygdom af dem alle og alligevel stråle som en sol – du er en lektie udi livsvilje og jeg ønsker jeres familie så meget godt. Fra hippiehylden Peter Størser, Fritz og min far Bent der nu har været død i mit liv, lige så længe som han var levende: 15 år, men stadig en stor del af min hverdag gennem musikken. Min gode mor, bare for at være til, samt svoger Ken der altid står klar i døren med en tilpas mængde ironi til at få smilebåndet igang.

2013 har budt på uddannelse, skilsmisse og rund fødselsdag. På mange måder opbrud og lukkede døre, men dermed også en masse nye der åbnes, god energi og troen på livet. Her kommer året hvor jeg skal finde mig selv igen efter at have været en forkrampet bøddel der bare skulle have tingene til at køre, men som nu også skal lære at trække vejret ned i maven igen.

2013 – trods visse lyspunkter, kan du i grunden rende mig.

Der er en masse glimt af oplevelser som jeg gerne vil have tilbage med Gry, Ida, Kathrinen og Solkongen, Joachim, Signe K., Bianca, Britt, Lass (Laaaass!!), Tim, Helle og jeg ønsker mig flere i periforien med Forsberg, Mads, Benja, Blæs og løgneren, Tine Von H, Tania B (DAMØhN!) og alle jer andre møgunger jeg somme tider løber på og har det ustyrlig rart med.

Jeg har et fælles ønske for alle og det er så simpelt, som at jeg håber mennesket kan tillære sig følelsen af taknemmelighed. Det bliver man rig af. Det er at dvæle ved de små ting, at være ydmyg, at forvente det rimelige af sig selv, at være noget for andre samt at proppe sin forbandede stolthed så langt op i røven, at den ikke er i vejen. At vi kan tage skyklapperne af og imødekomme forskelligheder, også når vi ikke kan acceptere hinanden men blot må erkende at det ikke fungerer.

At nærvær bliver det nye buzz-ord og at I kan se Jer selv som jeg ser Jer, med respekt og kærlighed, så I kan vælge det gode for Jer selv, ufarvet af andres mening. Valg er nøgleordet i enhvers liv, for der er altid ét. Sommetider er rammen sat og så må man vælge inden for de rammer. Somme tider er der ingen, og så må man navigere herefter.

Med mit yndlingscitat, som også skal lægge grunden for mig til næste år, sender jeg gode nytårsvibes ud i verden.

- - -

”If you don't take a risk, you just took a risk. Not making a decision is a decision”

- - -

Det regner med lava!

Charlotte Christensen skriver på facebookgruppen 'Gensidig Forsørgelsespligt - nej tak!' følgende:

"Hallo! Kan godt være at du tror du ikke er berørt af GF reformen (Gensidig forsørgelse)... MEN det er ALLE i samfundet....!!!! "Hvordan det?" kan det være du tænker.
Jooooooo for hvis du er almindelig skatteyder med job så kommer du til at betale for den forøgede kapital, der skal findes når 12.000-30.000 familier går fra hinanden....

VI snakker om forhøjede børnebidrag.... boligstøtte.... indskudslån (som de ikke kan betale tilbage).... på længere sigt betaler vi for de børn der bliver ramt af at skulle skilles fra deres forældre, som det er nu, og hvad det medfører (social isolation, forøget ungdomskriminalitet, misbrug blandt unge, flere udgifter til udsatte familier - den dårlige sociale arv er svær at bryde etc etc.)....

DU kommer også til at skulle betale for forøget kriminalitet for voksne, forøgelse af misbrug, endnu flere hjemløse (men der er der da afsat nogle penge til), selvmordsraten stiger, og lægeregninger til dem der i forvejen er psykisk ustabile og som nu vælter helt, flere ydelser til børnefamilier på enkeltydelser osv osv.....

JOB er der kun til hver 6 arbejdsløse (og det er endda højt sat eftersom de fleste stillinger går til personer der skifter jobs). SÅ hvis du tror du IKKE bliver ramt af GF reformen fordi du ikke er arbejdsløs, syg eller førtidspensionist

SÅ TRO OM IGEN.......

Skriv nu under på GENSIDIG FORSØRGELSE - NEJ TAK og vær med til at løfte samfundet i stedet for at skyde det i sænk......"

Okay Charlotte. Jeg prøver lige med en let oversættelse. Det du siger er at konsekvenserne ser ud som følger:

- Social isolation

- Øget ungdomskriminalitet

- Misbrug

- Flere hjemløse

- Stigende selvmordsrate (nu bliver det rigtig godt Charlotte!)

- Øgede lægeregninger

- At mellem 12.000 og 30.000 (wow, her bliver det meget videnskabeligt Charlotte!) familier decideret må splittes. Og her gik jeg og troede at folk boede sammen fordi de kunne lide hinanden, og i alle de år har det så handlet om at få tilskud. Det er næsten skræmmende.

Jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg tror du har glemt noget helt essentielt og langt mere omfattende i din analyse:

- Kina river sig løs fra fastlandet og går berserkergang gennem Stillehavet

- Børn dør. Nogle får også en alvorlig sygdom

- Op til flere personer spontan-taber tilfældige legemsdele

- Havestole vælter uprovokeret på Lolland

- Én hjælper sin nabo (men dette er dog så meget et tabu at vedkommende ønsker at være anonym)

- Lamaerne i Zoo får lamababyer. En forening oprettes i protest da nogle ikke-uddannede personager mener at den korrekte betegnelse for disse er 'lammier'. Flere besvimer under rettergangen.

- Op til flere af Nettos udsalgsblomster viser sig at være visne når man kommer op til kassen

- Fiskeolie bliver endelig videnskabeligt anklaget og dømt for at føre til sodomi

Når jeg skal sidde og se på 25-årige Mille der fortæller at kommunen, ikke hende selv eller hendes kæreste, nej kommunen, ikke kan finde hende en lejlighed og at de stakkels to unge mennesker uden børn har udgifter for 16.000,- om måneden, som Mette Frederiksen (personligt) nu vil tage fra hende, så taber jeg lige et par kilo (men tak Mille). 

Men Mille er syg. Det er synd for hende. Hun vil så gerne, men hun kan ikke. Gad vide hvad diagnosen 'angst' dækkede over i 40'erne? 'Pis ud og arbejd i marken?' Most likely. Så rabiate er vi heldigvis ikke idag. Men kære Mille. Jeg tror ærligt talt at du ville skamme dig hvis du vidste hvordan jeg får pengene til at række og hverdagen til at hænge sammen. Men det gør du ikke, for jeg har ingen iPhone, så jeg kan ikke filme mig selv pive på Facebook. Vi ku' bytte liv i en uge? Men jeg vil ærlig talt ikke bytte en uges samvær med mine børn for at sidde i din sofa og være bange. Jeg forstår godt at det ikke er nemt, for selvom det er svært at tro er der også i parallelverdenen, altså den herude, mange uforudsete eller uønskede situationer der kan bringe os mennesker ud af balance. 

Men det er åbenbart ikke godt nok at almindelige mennesker også mister deres nærmeste ind i mellem, heller ikke ved hvad morgendagen bringer eller føler en håbløs usikkerhed omkring det at være menneske i verden. Nej, der er altid nogen der har det værre, og dem er det synd for. Det siger de også til hinanden. Hele tiden.

I Politken er det ikke bedre når Rune Engelbreth Larsen bruger veningen: "Og tusinder af kontanthjælpsmodtagere fratages årligt deres penge!" Hvis vi lige kunne starte med at rette fejlen "deres" penge, ville det være fint. Lad mig lige sætte spørgsmålstegn ved den magiske lov der beviser at gratis penge gør syge folk raske? Syge folk er syge og er de kronisk syge skal de behandles derefter - altså få den bedst mulige levemåde på rimelige vilkår uden at skulle trækkes igennem et krakilsk og urimeligt system. Det er dét vi kan i et velfærdsland. Lad os gøre det. 

Men er måden, at syge Mille, som vi antager får det meget bedre af at have en fælles indkomst med sin kæreste på 30.000,-, skal have positiv særbehandling fordi hun så bliver mindre bange, end os der valgte at blive gift og nyde godt at de fordele der er ved at være to til ét husholdningsbudget? Eller skulle vi kigge på vores værdier? Hvad der er et rimeligt levegrundlag?

Som en anden skriver i denne debat, er der nogen der må gå fra hus og hjem!! Sælge huset og flytte i lejlighed! OG HVAD MED BØRNENE??

Ja, undskyld, hvad fanden tror du almindelige mennesker foretager sig? Nå, men det skal jeg sige dig: Bor i lejlighed, lever af havregryn fra d. 20 og stopfodrer vores tarvelige unger med kærlighed der ikke kan gøres op i kontanter. Nogle af os holder sågar af de små ting, som at se ud over havet eller smile til andre, men det virker selvfølgelig fuldstændig uoverskueligt når kommunen ikke har været forbi og tørre én bagi endnu. Bare de kommer en af dagene, så de også kan fortælle os hvad vi skal tænke. Eller hvad Mille? 

Så er den her - opskriften på livet!

Jorden har en irriterende tendens til at fortsætte sin rotation uden at du står i midten af den.

Stå af ræset. Det løber fint uden dig halsende foran med iPhones og big macs hængende ud af ærmerne som optimal lokkemad. Se punkt 1.

Skid hul i gælden. Det er nuller på papir aka. ligegyldigt. Mor dig i stedet over hvor mange mennesker det beskæftiger, når de dagligt skal holde øje med 'markedet' og lave flere fine papirer med nuller på, som du så efterfølgende kan være ekstra ligeglad med.

Drop de der facebookunderskrifter mod kræft og deslige. Kræft er lort og du kan ikke gøre noget for at stoppe det. Kræft rammer hvem den vil og når det passer dén.

Gør noget grænseoverskridende. Smil uopfordret til en anden eller servér en passende håndmad med dertilhørende skældsord når det trænger sig på. Årsag ligegyldig. Se punkt 1.

Nej, det er ikke alle de andres skyld uanset hvor mange instanser du kan finde på at liste op. Du har et valg - tag det.

Der er ikke noget der hedder vildtglad.dk. Der er livet, eller der er en urealistisk forvrængning man kan skabe for sig selv, med sig selv i centrum. Man kan enten forholde sig til fakta = sin omverden = deale med det, eller holde sin kæft. Det er okay at være ked af det og det er okay at være glad. Ingen er nogen af delene hele tiden. Og de fleste andre er i virkeligheden også ligeglade. Fesdenind.com?

Sluk din åndssvage telefon. Se punkt 1.

Meningsmålinger er ikke relevante for dig, med mindre nogen har spurgt dig om hvad du synes. Tusind 'tilfældigt udvalgte personer' repræsenterer ikke andre end de, der har betalt for at få undersøgelsen lavet. Hvilket den øvrige befolkning i øvrigt burde være ligeglad med. Især dig.

Spis kage og værdsæt dine talenter. Del dem med andre uanset om de gider at opleve dem eller ej. Se punkt 1.

De tre sekunder du sparer ved at køre over for gult eller dreje uden at orientere dig, opvejer ikke den risiko du tager for andre, ved at fratage dem et barn eller en ægtefælle.

Se i det hele taget bare punkt 1, og gør ting der giver mening for dig, om det så måtte være at spise pap eller samle på kapsler. Fordi: SE PUNKT ET!