In money we trust

Og hvad skal der i grunden til før vi holder op? Den globale økonomiske krise har muligvis skubbet til nogle upassende strøtanker, men har i sig selv ikke været nok. Endnu. Vi tænker på det en gang i mellem, men skubber hurtigt tanken ind bagerst i redskabsskuret sammen med æggekogeren, foodprocessoren, kondicyklen, og alle de andre ting vi heller ikke finder nogen mening i længere. Det er så simpelt som dette: Hvis alle, inklusiv selskaber, stater og privatpersoner, går i banken på samme tid og vil hæve alle de penge de har til gode, kan det ikke lade sig gøre. For der er ikke penge nok. Gældspapirer er hvad de er: Papirer. Et pund sølv er ikke noget man fysisk kan tage og føle på, det er bare papir. Så hvad har vi tilbage? En masse papirer med ligegyldige tal på – det er en overophedning der er til at tage og føle på. Eller krølle sammen og smide i pejsen om man vil.

Herhjemme lever vi skam fint. Vi har både chokoladesmelter, æggekoger, brødmaskine, kaffemaskine, og foodprocessor. Det var det vi før i tiden betegnede som kasserolle, ovn, kaffetragt/kedel og kniv. Men noget får os til at synes at vi skal have mere af det, og forfine elektronikken, så det hele bliver lidt nemmere. Det kan nemlig godt volde besvær at koge æg i en kasserolle! Siger det bare….

I morges jazzede jeg lidt hurtigt forbi postkassen og stoppede så op, med et ”Hør! Hvorfor er der reklamer i alle andres postkasser og ikke i min!? Dem ville jeg gerne have!” – indtil jeg kom i tanke om at jeg IKKE vil have dem. De er lavet med ét formål: At få mig til at indse hvor mange (overflødige) ting jeg mangler, og som jeg efter at have bladret dem igennem vil få en trang til at købe, fordi de bliver en del af mit behov. F. eks. har jeg i mere end et halvt år gået og sukket efter en hvidløgskrukke fra Le Creuset. Til hvidløg. For de kan da ikke ligge i et eller andet totalt tilfældigt porcelænsartefakt, når man kan købe noget decideret til formålet, og som oven i købet er pænt?! (men jeg ønsker mig den stadig helt vildt meget - hint hint!)

Det er vist ikke nødvendigt at mejsle det mere ud. Jeg kunne tænke mig at vi følte en forpligtelse overfor vores natur. Altså de reelle behov. Man er sådan set rig hvis man har familie, mad og en seng at sove i. Det er faktuelle behov. De kunstige behov fjerner os mere og mere fra hinanden. Det er jo nemt nok at socialisere når man har nettet og en smartphone, men bag ved skærmen sidder der ret mange ensomme mennesker og er misundelige på alle de andres æggekogere, som de har ret travlt med at fotografere og dele på nettet. Bare lige for at tjekke hvis æggekoger der er størst. Vi har et absurd behov for at være online hele tiden. Som koncertgænger ses det helt konkret: Folk står simpelthen og ”oplever” musikken gennem en iPhone, mens de opdaterer hvor de er henne og sammen med hvem. Altså det vil sige at de ikke er tilstede, mens de er tilstede. Det giver jo ingen mening. Jeg ka’  li’  det!

*deler straks på FaceBook*