...

Bøger med støv i

jeg har læst dem alle

cirka to gange hver

Husker ikke hvad der står i dem. Start eller slutning.

Alle de ansigter. Navne der er væk. Støvet er væk.

Den beskyttende hinde af hukommelse taget bort. Med støvet, sjælen.

Med sjælen, mennesket. Mennesket der lytter med selvet, sjælen er døv af kaos.

Selvet der intet erindrer i ren forvirring. Indtryk og dufte bliver en palette af brun farve, hvori alt glemmes. Selvet overlever ved ikke at indeholde, kun at sanse. Det er nu.

Der er gamle plader der kun findes på rygraden. Coveret er væk. En jeg stolede på har solgt dem – kærlighed for småpenge. Ligesom at tisse i bukserne. Men jeg kan dem alle sammen. Dem der var vigtige. Saltvand til sjælen. En anden har dem nu. Håber de lyder forfærdeligt, for jeg boede i dem og de skal ikke være dér, væk. Først lyttede jeg  med tvang, dernæst af nysgerrighed, senere endnu med vished, og nu med det evige savn til ham der tvang.

Så siger man det til én, senere naivt til flere. Begejstret. Og finder ud af at alle andre lever i en verden af vand, og de higer efter luften, men hver gang man åbner øjnene svier det og deres blikke bliver tyk tåge i saltvandet og livet. Eller er det mit? Blind. Alt andet åbent som universets encyklopædi, men det er i sig selv en lukket bog. Kun partiklerne ser og ved. Så ved vi det, og menneskerne prøver at zappe sig frem til det hele for at vide det hele, men det mislykkes.

Når man zapper, ser man ingenting, lærer ingenting, mærker ingenting.

Dog er man sulten hele tiden, og mennesket ved siden af én synes nærliggende at opsluge. For man er altid lidt bedre og lidt vigtigere, og man spiser mennesket og mætheden er hul som en glædelig nyhed, der under gavepapiret viser sig at være en absurd deformitet – en dårlig joke som en hyldest til alt der ikke giver mening. Svaret er sjældent der.

Sådan er det når man glemmer at se og være, men som med så meget andet er den ikke feset ind endnu. Der er evolutioner at se tilbage på, inden vi er færdige med at slå hinanden oven i hovedet. Fint.

Så var der lige alt det jeg skulle. Være mor, søster, kone, kollega. Le, sørge, lege, lytte. Skrive, løbe, læse, tale. Men jeg får vand i øjnene hele tiden. Eller støv. Måske er det bare støv.