Når metal vil være popkultur og ønsket går i opfyldelse

Spørgsmålet til én million!

Atter kommer det og jeg har svaret lige på tungen, men det ville være for kedeligt at lægge ud med hele pointen. Lad os i stedet træde det godt ned i sølet, ganske som metalmiljøet på gabende kedelig vis ynder at gøre det for tiden.

Foranlediget af Openhell-debatten i Biergarten forleden, vil jeg tage fat i to spørgsmål som spøger i debatten i øjeblikket. For det første ”hvad skal vi så gøre for at få udbredt almindelige menneskers kendskab til den hårde rock og metal?”

Altså, hvordan får vi det her til at vokse? Hvordan stimulerer vi miljøet indefra så det kan udvikle sig og brede sig?


Forkert Indgangsvinkel

Der er mange måder at gøre det på. Så jeg vil ikke fokusere på løsningerne, men på indgangsvinklen og spørgsmålet som er ganske forfejlet. For hvorfor? Hvorfor skal det overhovedet vokse? Vi befinder os i et miljø der er opstået som modkultur, i protest, i desperation og af alle de anti-ismer man kan tænke sig.

En del af de foreslåede løsninger på det såkaldte problem er blandt andet mere radiotid til metallen, bedre eksponering, højere tariffer, at vi ser de mange upcomingbands når de spiller live og – og dermed gudhjælpemig, direkte til spørgsmål to – at vi holder op med at genresnobbe internt.

At have en præference er ikke snobberi. Hvis man har en præference for jazzmusik behøver det ikke at betyde at man elsker alt jazz eller er disponeret for at kunne holde af det. Mange af os hører pop, rock, metal, punk og klassisk. Det er ikke lig med at vi elsker samtlige udgivelser indenfor de nævnte genrer. 

Men når det er ’metal’ skal vi sgu give det hele en chance – ellers er vi snobbede. No way. At jeg hører til i en nichekultur, tvinger mig ikke til at klappe ukritisk og begejstret af al musik der bliver leveret med distortionpedal. Som med al musik bør man være åben hvis man vil gøre sig selv en tjeneste, men det er hverken givet eller påkrævet. 

Og som en medskribent pointerede for nylig, vil det altid være den gode sang der er afgørende. Når man risikerer noget, får man som bekendt som fortjent.


Tilbage til første spørgsmål

Det vi efterspørger i panelerne, når vi stiller spørgsmålet til en million kroner er i virkeligheden blot popkultur. Vi vil gerne være pop, men vi vil helst ikke sige det til nogen. Pop er populærkultur. Musik der er populært er noget som mange selvsagt gerne vil lægge tid og mønt i. Det generer udvikling for populærmusikken og alle er glade, så at sige. Musikere, koncertgængere og købere.

Men hvorfor skal noget som metalmiljøet nu være populærkultur? Er det pengene og alt det vi startede med at opponere imod; det etablerede og systemerne? Så vi kan komme ud og spille nogle flere jobs, sprede vores musik, få vokseværk, gøre noget mere af det vi elsker, og endda leve af det?

Og har man så lavet et klassisk ’sellout’ eller har man bare været dygtig?


Naturlig dynamik

Det føjer endnu et dilemma til teorierne. For det hele kan ikke være lige meget undergrund hele tiden. Man vokser – fra teenager, til voksen, til etableret, til forælder, til job, til andre værdier. Og så er det måske som så med incitamentet der skrev plade efter plade af sig selv.

På den anden side ser jeg musikudviklingen som en dynamisk frekvensgang. Lige præcis som økonomien. Den fødes, vokser, genererer sig selv og sprænger så i luften for at blive født på ny, så det hele kan gentage sig.

Måske er denne higen efter popkulturen dét vi ønsker, uden at vide det? At det hele bliver så etableret at det er til at brække sig over, så musikerne kan brække sig over det i deres tekster og på deres instrumenter? Måske er det en naturlig cirkulation.

Jeg siger så: Hvorfor skal for eksempel Copenhell nu være en folkefest? Skal det være populærkultur = noget som mange gerne vil være med til = bruge penge på = så det kan vokse?

Der var engang en niche

I 2010 stødte jeg på en ven for hver femte meter jeg gik, og nød musikken i Biergarten fra det nære miljø, serveret af begejstrede bekendte omkring højst 20 langborde hvis ikke færre. Vi var 4000 mennesker.

I dag er vi vel oppe på en 15-20.000, der er merchandiceboder med festlige navne, alskens passende mad og gøgl, events mellem eventsene og Biergarten der oprindeligt nærmest var en pavillon hvor man kunne mødes ved langborde, og som nu er blevet til en lille festival i sig selv, hvor man kan skue langt mellem vennerne og hvor langbordene, af nød, mere ligner en slagteproduktion, end noget der skal samle folk.

Jeg behøver ikke Iron Maiden eller 20.000 mennesker for at holde årets bedste fest. Jeg behøver heller ikke have det for mig selv – alle nysgerrige kan være med om de vil, men folkefesten kan vi nu så rigeligt lade Roskilde Festival om. Det her er en af de ting, der ikke behøver at vokse.

Overfør det så til hele miljøet, for jeg anfægter ingenlunde Copenhell som projekt i sig selv. Det er blot et fint eksempel på hvad der er sket med en festival der endelig talte til mig, og dog stadig gør, på bare fem år. Iron Maiden var ment som en gave til metalhovederne. Og tak for omtanken. 

Men det kostede billetpris, og nye festivaldage så det kunne vokse, trække flere til og generere mere til næste års festival. Akkurat som med Alice In Chains der spillede sidste år og om noget navn hev folk ind fra sidelinjen, så de også kunne blive præsenteret for al den fantastiske metal der ellers var på festivallen.

Og krisen? 

Så ja. Hvis man mener at der er krise i rocken og at der er alt for meget ligegyldigt musik derude i disse dage – så er det måske fordi vi har fået præcis hvad vi bad om. Musik mister sin mening når den får et mål og ikke er et mål i sig selv.

Der hvor der virkelig sker noget er i undergrunden hvor modkulturen stadig eksisterer. Hvis rock og metal har en reel krise er det i mageligheden. At der i virkeligheden ikke er ret meget at gøre oprør imod, når man lever på denne side af kloden. Det minder om danske rappere der prøver at lave gangsterrap som det blev lavet 80’ernes Amerika selv om deres største problem i virkeligheden er når mor ikke har nået at klare madpakken inden skoletid.

Det er sympatisk, men der er ikke meget nerve i det.

Så til hvis gavn er det her vokseværksvanvid og populærhigen? Er vi ikke bare endnu en dårlig visualisering af at alting brænder sammen jo mere det peaker, som med den vidunderlige monetære cyklus?

Dyk ned i undergrunden, dyrk den, og bliv der. Der er masser af liv.Og svaret på gyldne spørgsmål om, hvad vi som branche dog skal gøre er naturligvis

”ingenting”